Alle mine tanker til hver og en.

Lige nu bugner alverdens medier om ”Knæk Cancer” og forskellige privatpersoner fortæller om deres oplevelser – på godt og ondt. Nogen har overlevet mens andre ikke.  Jeg næsten hverken ser, læser eller kommenterer specielt meget på det. Det er ikke fordi, jeg er kynisk  ignorer det, tvært imod.
Det rammer mig for hårdt. Jeg plejede at se det hvert år indtil, jeg selv blev ramt af kræften som pårørende. Pludseligt var dét min virkelighed og indså her, at det ikke kun handlede om styrke, om overlevelse men også om en dyb sorg, om at give slip og sige farvel – for altid.

Det er hårdt for mig, at se nogen overleve kræften (da jeg levende kan sætte mig ind i, hvad det har kostet både for, den ramte og deres familier), velvidende at min far ikke overlevede. Det tab kan jeg ikke få tilbage. Det er for hårdt at høre om folk der har mistet, for det genkalder på så, mange følelser og smerte for mig. Nogle gange kan jeg godt klare at se, læse og eller høre om folk som enten har kæmpet og overlevet eller efterladte der fortæller om deres tab. Men ikke i oktober måned og da slet ikke sidst i oktober måned. Knæk Cancer ugen ligger simpelthen lige op ad den dag min far døde. Og jeg er ret tyndhudet her. Selv 6 år senere. Jeg har ikke rigtigt set knæk cancer siden da. Men alle og hver en er i mit hjerte og tanker.

(læs mere efter billedet)

Selvom der nu er gået 6 år så er tiden for mig en underlig størrelse. Tiden, var i de første par år efter min fars død, en tid der føltes ekstremt langsom. Et halvt år føltes som 2 uger. 2 år som et halvt år osv.  Folk som mister (tror jeg), mister også fornemmelsen af tiden for en tid. Tiden har ingen størrelse når alt er gået i stå indvendigt.  Selv efter de første 2-3 år synes jeg, det var lige for nyligt. Her 6 år efter tænker jeg, for første gang, at nu er der gået lang tid. Min fornemmelse for tid er også en anden nu. Nu går den hurtig. Alt for hurtig. 2018 er svundet ud af hænderne på mig. Jeg tænker forsat, ”hey, det var jo nytår for nogle måneder siden og nu er det snart jul”.

Det vidner for mig om, at min fornemmelse for tid er blevet “normal” igen. Det betyder ikke, at oktober er nemmere og at det er blevet nemmere at se knæk cancer. Kroppen og sindet husker desværre stadig 6 år efter.
For de ramte er der ingen tid. Det hedder for dem; ”klarer vi igennem denne her dag, så er der én dag mere levet”.

Jeg støtter så godt jeg kan og støtter om, at der skal være et netværk for pårørende også. De er en stor del af, at få den kræftramtes hverdag, til at hænge sammen selvom de har deres eget at kæmpe med. Og skulle det ske, at en jeg kender som bliver ramt, så tøver jeg ikke med at stille op. For er der noget jeg ved med sikkerhed, så er det at den kræftramte (og familie) næppe ringer til dig, så ring hellere til dem. Tilbyd dig til dem i stedet for at vente på, at de beder dig om hjælp. For så giver du dem, tid, overskud og en mulighed for, at deres verden kan hænge nogenlunde sammen og dét giver den kræftramte ro. Det er mit råd.

Kommenter gerne

Dit email vil aldrig blive vist eller delt. Skriv venligst på de markede felter *

#
!
$
"
%

2

333 S Main Street, Suite 316
PH: (541) 555 - 1234
Bordeaux, Oregon 99001
info@bordeauxprophoto.com

facebook . instagram . pinterest