I ugens løb har jeg (uge 45):

 

Seriøst. Jeg har ikke fået skrevet meget i den sidste tid. Det er ikke fordi, der intet sker. Tværtimod. Der sker SÅ sindsygt meget lige i øjeblikket, at jeg selv næsten ikke kan følge med. Men jeg trives, har det godt og der er stadig  mere cornflakes tilbage i æsken 😉

 

  • Forbandede virkeligt højlydt over togstrejken i mandags. Ukristeligt, unfair på alle led og kanter der endte med, at jeg måtte skyde en laaaang hvid pil efter at komme på arbejde.
  • Startede i praktik i en ”Normal” butik. Lettere kaotisk og uoverskueligt. Håber uge 46 bliver bedre.
  • Tilbragte en hel dag i retten for at støtte min gode veninde – fik optur over dommen og nedtur over at vedkommende ankede til landsretten. ☹
  • Glemte at tjekke ud med rejsekortet. Nadia for fanden da. Efter 2 år med rejsekortet og nul forglemmelser – glemmer jeg hele 2 gange på én uge at tjekke ud! Dét bliver dyrt. Sker det gang mere og det spærres i et helt år. ARGH.
  • Købt de første julegaver – så er jeg i gang!
  • Været til min første mortensaften – vildt hyggeligt. Maven er stadig mæt dagen derpå.
  • Fået øjerne (og ørene) op for Hjalmer – hvorfor er jeg ikke lige 20 år yngre?
  • Tog mig selv i at spille julemusik – allerede nu. WHY?

 

Kommenter gerne

Dit email vil aldrig blive vist eller delt. Skriv venligst på de markede felter *

I ugens løb har jeg (uge 44)

 

  • Besøgt mine kusine og hendes søn Noah. Heller ikke Body nr. 2 kunne han passe. Seriøst, hvad får den knægt at spise siden han skyder i vejret?
  • Besøgt min snakketrold af en nevø :D
  • Scoret mig en praktik-plads. Skal afprøve nye fronter.
  • Formået at udskyde tøj-vask en hel uge. Hvad sker der for mig?
  • Været på en vellykket date.
  • Konsekvent glemt at købe opvaskemiddel.
  • Glemte at tjekke ud, fordi bus glemte at standse. What a bummer.
Kommenter gerne

Dit email vil aldrig blive vist eller delt. Skriv venligst på de markede felter *

I tiden der hastede forbi…

 

Far!

Der er så mange ting, ord fattes ikke rigtigt, hjernen vil ikke rigtigt forstå.
Det er 6 år siden i dag. Det føles lang tid siden og alligevel ikke. Om jeg vil det eller ej, så
skal jeg igennem denne dag og mit hjerte er ufatteligt tungt i dag.

 

Far, hvor jeg er glad for at mine sidste ord til dig blev netop de store ord.
Det store ord er også savn og hvorfor fanden kan man ikke ringe til himlen på en dag som i dag?
Og må man egentligt længes efter den tid der var? Hvorfor satte jeg ikke større pris på den.
Bliver denne dag nogensinde nemmere at komme igennem?

Far savner du os ligeså meget som vi savner dig?

Far…

Kommenter gerne

Dit email vil aldrig blive vist eller delt. Skriv venligst på de markede felter *

I ugens løb har jeg:

 

  • Fået medhold i en klage omkring høreapparat tilpasning – optur
  • Spist usundt ude med Louise – rigtigt hyggeligt.
  • Haft besøg af mor, agerede computer supporter for hende igen.
  • Råbt ad rejsekortet – fordi den hævede fra min konto selvom jeg havde 80 kr. tilbage på den.
  • Været til foredrag hvor jeg hørte Pelle Hvenegaard, om hans kamp for at kunne adoptere datteren Ukhona – kan varmt anbefales.
  • Været fortabt omkring Københavns Rådhusplads, da jeg indså, at bus stoppet stedet var flyttet. Der gik lettere panik i mig.
  • Konstaterede at fyren i ugens ”Luksusfælden” (tv3/viaplay.dk) ligner min eks kæreste til forveksling. Gad vide om de er brødre?
  • Konstateret at mine radiatorer forsat IKKE virker helt optimalt men vi nærmere os.
  • Spillet uhyrligt meget Slither.
  • Har i den sidste måneds tid sagt, at min far døde for 7 år siden. Det gjorde han ikke. Det er 6 år siden. Og nej, jeg er åbenbart ikke blevet bedre til at regne siden da!
Kommenter gerne

Dit email vil aldrig blive vist eller delt. Skriv venligst på de markede felter *

Alle mine tanker til hver og en.

Lige nu bugner alverdens medier om ”Knæk Cancer” og forskellige privatpersoner fortæller om deres oplevelser – på godt og ondt. Nogen har overlevet mens andre ikke.  Jeg næsten hverken ser, læser eller kommenterer specielt meget på det. Det er ikke fordi, jeg er kynisk  ignorer det, tvært imod.
Det rammer mig for hårdt. Jeg plejede at se det hvert år indtil, jeg selv blev ramt af kræften som pårørende. Pludseligt var dét min virkelighed og indså her, at det ikke kun handlede om styrke, om overlevelse men også om en dyb sorg, om at give slip og sige farvel – for altid.

Det er hårdt for mig, at se nogen overleve kræften (da jeg levende kan sætte mig ind i, hvad det har kostet både for, den ramte og deres familier), velvidende at min far ikke overlevede. Det tab kan jeg ikke få tilbage. Det er for hårdt at høre om folk der har mistet, for det genkalder på så, mange følelser og smerte for mig. Nogle gange kan jeg godt klare at se, læse og eller høre om folk som enten har kæmpet og overlevet eller efterladte der fortæller om deres tab. Men ikke i oktober måned og da slet ikke sidst i oktober måned. Knæk Cancer ugen ligger simpelthen lige op ad den dag min far døde. Og jeg er ret tyndhudet her. Selv 6 år senere. Jeg har ikke rigtigt set knæk cancer siden da. Men alle og hver en er i mit hjerte og tanker.

(læs mere efter billedet)

Selvom der nu er gået 6 år så er tiden for mig en underlig størrelse. Tiden, var i de første par år efter min fars død, en tid der føltes ekstremt langsom. Et halvt år føltes som 2 uger. 2 år som et halvt år osv.  Folk som mister (tror jeg), mister også fornemmelsen af tiden for en tid. Tiden har ingen størrelse når alt er gået i stå indvendigt.  Selv efter de første 2-3 år synes jeg, det var lige for nyligt. Her 6 år efter tænker jeg, for første gang, at nu er der gået lang tid. Min fornemmelse for tid er også en anden nu. Nu går den hurtig. Alt for hurtig. 2018 er svundet ud af hænderne på mig. Jeg tænker forsat, ”hey, det var jo nytår for nogle måneder siden og nu er det snart jul”.

Det vidner for mig om, at min fornemmelse for tid er blevet “normal” igen. Det betyder ikke, at oktober er nemmere og at det er blevet nemmere at se knæk cancer. Kroppen og sindet husker desværre stadig 6 år efter.
For de ramte er der ingen tid. Det hedder for dem; ”klarer vi igennem denne her dag, så er der én dag mere levet”.

Jeg støtter så godt jeg kan og støtter om, at der skal være et netværk for pårørende også. De er en stor del af, at få den kræftramtes hverdag, til at hænge sammen selvom de har deres eget at kæmpe med. Og skulle det ske, at en jeg kender som bliver ramt, så tøver jeg ikke med at stille op. For er der noget jeg ved med sikkerhed, så er det at den kræftramte (og familie) næppe ringer til dig, så ring hellere til dem. Tilbyd dig til dem i stedet for at vente på, at de beder dig om hjælp. For så giver du dem, tid, overskud og en mulighed for, at deres verden kan hænge nogenlunde sammen og dét giver den kræftramte ro. Det er mit råd.

Kommenter gerne

Dit email vil aldrig blive vist eller delt. Skriv venligst på de markede felter *

#
!
$
"
%