MENULUK

2 lukkede og en åben

De skændtes højlydt, de 2 damer inde i bestyrelseslokalet. Forkvinden og Frk. Arbejdsløs.
Den ene, mener man skal væbne sig med tålmodighed, den anden vil hellere banke i bordet og sige nok er nok. Imens en af de eksterne rådgivere mener at, det er lettere at bare resignere til førtidspension. Men sådan er Forkvindens visioner ikke skruet sammen. Opgive kan man først når man er 77 år, og dermed pensionsmoden. Så hun ignorer til stadighed de eksterne rådgivere uden for bestyrelsens lokaler.

Kerneproblemet i øjeblikket er at, at jeg har haft nogle jobåbninger. 2 af dem inden for samme koncern men i forskellige byer og et 3 inde i city. Chefen, for den ene af de 2 jobs har desværre aflyst hele 3 gange, men ”bouncer” tilbage hver gang med en ny aftale – og aflyser i sidste øjeblik. Heldigvis når jeg aldrig ud ad døren. Men jeg er forberedt hver eneste gang. Nuvel har jeg besluttet mig for at fravælge dét ene sted. Nogle timer senere tikker der en mail ind. Jeg fik heller ikke jobbet inde i city. Så jeg står tilbage med én jobåbning. Hvad nu hvis den også glipper? Det er sket mange gange før. Men jeg gennemtænker hvergang strategien.

Når man er tilkendt fleksjob men mangler selve (fleks)jobbet, så er det oftest sådan, at man er nød til at få hjælp af et eksternt firma, som ringer rundt for at, sælge mig med ideen om et fleksjob til det her virksomhed. Desværre for os, så slår virksomhederne i Danmark, yderst sjældent fleksjob-stillinger op. Med mindre du bor på Bornholm som er ret flittige til den slags. (dog ser jeg også, at de har svært ved at få disse jobs besat).

Så, jeg er ikke bare geografisk udfordret. Mit andet problem er også… det her er nu ekstern firma nr. 3, som har sagt – til min ret tålmodige sagsbehandler – at udfordringen ikke er, mine udfordringer (dem der er årsagen til fleksjobbet), men det faktum at jeg er hørehæmmet. Dét er årsagen, der får stort set samtidige virksomheder til, at sige pænt NEJ TAK! Grunden til dét nej, er folk går i stå, når man møder en som ikke hører så godt, for så tænker de hvordan kommunikationen skal kunne flyde og kan jeg høre i telefon? Ofte selvom man forklarer, hvordan kommunikationsmulighederne er tilstede i forvejen, så får jeg forsat et pænt nej tak. Det er skæbnens ironi, at vi lever i den digitale tidsalder hvor mulighederne, for kommunikation er nærmest uanede. Vi har mobil (sms), computere, hvor vi kan chatte/maile med hinanden – alt kan efterhånden skrives ned.
Og hvad med de steder hvor der flere døve ansatte?
Her er det også noget nær umuligt, hvis overhovedet at komme indenfor hos de virksomheder, hvor der er døve ansatte. Der skal nogle helt andre bolde i spil her. Sådan som jeg oplever det, er det oftest er de meget ressourcestærke døve der besætter stillingerne. Alternativet er ”beskyttede jobs” side om side med udviklingshæmmede og dér vil jeg spilde mine ressourcer på noget jeg ved, jeg er for dygtig til.

Back to sqaure one.

Så, hvad så nu? Jeg forsætter mit mantra, om der ikke er noget der hedder at opgive. Om så jeg bliver 77 år uden et eneste job, så kan jeg i det mindste påstå til den tid, at jeg gjorde ALT – jeg søgte og forsøgte indtil sidste minut.

Nogen dovne Robert bliver jeg aldrig!

Kommentar

Dit email vil aldrig blive vist eller delt. Skriv venligst på de markede felter *

Billeder for mit indre hoved!

Der er Dronning Louises bro på en råkold vinterdag, Magstræde lige efter regnen, hans røde cykel på en sommerdag. Efterår på Bispebjerg kirkegård.

Det er hans billeder, der indfanger stemninger af mit (vores) elskede København.  Jeg, som ville give alt for at besidde samme talenter som han evner. Men da, jeg partout hader at editere, beregne lysforhold og alt det der, for at få de samme stemningsfulde billeder som han tager er sandsynligvis nok grunden til, at jeg ikke blev den helt store fotograf – måske, er det også derfor jeg elsker hans billeder?!

Ikke for så forfærdeligt længe siden, spurte jeg ham om jeg måtte få nogle kopier af hans billeder til privaten. Er bange for, at jeg ikke kunne begrænse mig. Jeg er lige nu oppe på ti (10) billeder og har kun 3 rammer at fylde herlighederne ud med.

Cool’dellah, rock’en’Dellah, Soul’dellah…og ikke mindst min seneste ”Wawa Bababilioh”.
Guderne sku’ bare vide hvilke andre navne jeg også, har givet ham i årenes løb oppe i mit hoved. Hans borgerlige navn er Abdellah Ihadian. Jeg har bare aldrig kaldt ham andet, end alle mulige andre kælenavne. Han kommer fra samme by som jeg. I ved, helt derude ude på den ”beton klædte Vesteregn”.
Kærligheden til København og til alle dens perler har vi til fælles. Og nå ja, så har jeg kendt ham sådan perifert siden jeg var 15 år. Og måske netop fordi, jeg har kendt ham perifert siden da tør jeg godt at skrive dette: at han er noget af den sødeste charme godte.

Er han mon single?

Kommentar

Dit email vil aldrig blive vist eller delt. Skriv venligst på de markede felter *

Når min verden bliver kold og forladt!

Kim Larsen døde som bekendt på den sidste dag i september. Det gav et sus i maven og en tristhed, selvom jeg på billeder i diverse medier godt, kunne se hvor det bar hen. At dén mand, hvis musik jeg er vokset op med. Ikke var længere, har jeg stadig svært ved at fatte.

Jeg husker da “Midt Om Natten” blev udgivet, brugte jeg timer og dage på at lære sangene udenad (og det er derfra jeg har tilegnet meget af mit danske sprog), hans fraser, hans meninger og ikke mindst det ikoniske smøg i mundvigen, står foreviget printet for mit indre øje.

 

Foto Torben Christensen

 

I sommeren ’84 (eller var det ’85?), var min bror og jeg sammen med vores far på vej på camping ferie. Det er sommer, solen skinner fra en blå himmel, da vi sidder i vores røde klassiske Citroën 2CV (boble vognen, I ved) der kører forbi de endeløse beigefarvede hvedemarker med vinduerne åbne. Min bror og jeg sidder på bagsædet. Far havde klogelig nok fået skaffet, Kim Larsens ”Midt om Natten” udgivelse på kassettebånd.  Da vi kommer til selve sangen ”Midt om Natten” skruede far helt op og alle vi, sang højt med på den. Dét var en sang jeg kunne udenad selvom jeg sang –  meget til min brors meget store irritation – ” Åhhh mariana” og ikke ”Åhh manãna”… Ak ak.

Et par år senere, da jeg var omkring 9 år, kom vores nabo en sensommerdag og spurte om jeg ville med til koncert med dem, for at høre Kim Larsen i Albertslund Huset. Mor sagde heldigvis ja. Vi sad (ja sad, dengang sad man ned til koncerterne) bagerst med udsynet til hele salen og scenen. Det billede jeg husker i dag, for mit indre øje, er efterhånden falmet til et helt sort hvidt øjeblik. Jeg sidder på anden bagerste række på yderste sæde. Den eneste farve der er tilbage på dét indre billede er, det skær fra den lighter som, den smukke teenager pige med de store hula øreringe der sad bag mig havde i hånden. Kim Larsen var på scenen, klædt i sorte bukser, hvid skjorte, og sorte seler (vist nok). Spillende på guitar med en smøg i hånden. Større bliver det ikke, at dét tilmed var min første koncert oplevelse.

 

Det er en epoke som sluttede den sidste søndag i september. Og verden blev kold og forladt for at finde trøst i sin kæreste skat!

Kommentar

Dit email vil aldrig blive vist eller delt. Skriv venligst på de markede felter *

Wuuhuu

Ohh yes. Designet har stået i hangeren i laaang tid. Det har været det tykkeste støv, med en milliard spindevæve  der skulle fjernes. Men, what the hell! Flyet er lettet, designet er i luften … og det kilder i maven.

Tirsdag, jeg kan faktisk godt lide dig. Bortset fra at du ikke laver aftensmad til mig.

Kommentar

Dit email vil aldrig blive vist eller delt. Skriv venligst på de markede felter *

#
!
$
"
%