MENULUK

Farvel Far

PROLOG

”Du skal dø, jeg skal dø, vi skal alle dø. Din mor, din far, dine børn, børnebørn, Vi skal alle dø” Sådan er indledningen i en tv program om døden af, Anders Lund Madsen. ”Du skal dø”.

Døden, er noget man enten frygter eller har et ambivalent forhold til. Døden kan både være smukt, grufuld og fredfyldt på samme tid. Det kan enten være en hurtig død, eller en pinefuld død. Døden, hører vi om næsten hver eneste dag. En soldat blev dræbt i en krig, en blev dræbt i en ulykke eller en er død ved sygdom. Jeg ved ikke hvilken del er værst.

Men jeg ved, hvad det vil sige at stå tilbage i sorg og med et stort savn. Jeg ved hvad det vil sige, at være ensom i ensomheden. At føle sig glemt, fordi folk ubevidst (?) med tiden stopper glemmer, at man forsat kæmper efter man har mistet. Jeg ved hvordan det føles, når man ikke får lov til at sørge i sit eget tempo eller på sin egen måde. Pårørende og efterladte til kræft er ofte glemt. Der er kun få tilbud, om nogen overhovedet for os pårørende & efterladte og endnu færre der tør/vil tale om det. Hvad det vil sige at være pårørende til en med kræft, og med tiden blive efterladt? Der findes et hav af bøger af/om, folk som har kæmpet og måske tabt eller overlevet sygdommen. Men ingen som fortæller om, at se det fra sidelinjen.

Iflg. Kræftens bekæmpelse er/bliver hvert 3. dansker ramt af kræft. 42 dør hverdag af kræften. Bag hver enkelte er der en familie. Jeg er én af dem. Dette er min beretning set med mine øjne, med de ting jeg vidste, på det givende tidspunkt, da tingene fandt sted. Jeg startede med at skrive 2 en halv måned efter min fars død. Det er skrevet ud fra dagbogs-notater, smser, samtaler, samt fra debatter i netværksgruppen for kræft ramte pårørende & efterladte. “Farvel Far” er min personlige beretning, om en datter der mistede sin far.

 

August 2012

Det er midt i august, solen skinner for engangs skyld fra en klar blå himmel. Mit liv er ganske enkel, sorgløs. Jeg render rundt i shorts, sol i håret og et smil placeret solidt i ansigtet. Livet var enkelt og dejligt, selvom der sikkert var ting der ikke var perfekte. Jeg bor i en lille bitte hybel, i byen hvor jeg er født og opvokset i. Mine forældre, er ganske vist ikke sammen mere, men det var mange år siden de gik fra hinanden. Nu er de begge gift på ny. Jeg har 2 ældre søskende. Moster til 2, og nybagt faster til en dreng på få uger. Jeg er ikke rig, men er heller ikke død fattig. Der er til brødet på bordet og lidt kluns på kroppen i ny og næ. Min familie derudover er ikke stor. Det er min vennekreds heller ikke. Som barn var jeg nok lidt af en enspænder. Var altid god til at være i mit eget selskab, et selskab som skulle vise sig at blive vigtigere med årene som gik. Min allernærmeste veninde igennem mere end 20 år, bor 150 km væk fra mig.

Den første gang jeg hører at min far er syg, er på hans fødselsdag i august 2012. Men som ugerne går bliver far blot mere og mere syg –  vi ved endnu ikke helt hvad der er galt. Havde jeg en grund til at være bekymret? Far havde været igennem meget de sidste års tid, med åreforkalkning i benet, og en (mindre?) hjerteoperation. Nu stod vi over en ny prøvelse. Blot et par uger efter han var blevet nybagt farfar, kastede han konstant op og var på ingen måde i nærheden af at være frisk. Da han en dag, i slutningen af august sender en sms til mig, om at jeg var den sejeste datter han havde, var det i virkeligheden et forvarsel, om hvad der ventede mig.

Jeg er på dette tidspunkt 34 år.

 

19.08.2012 – Små hints

Der tikkede en sms ind fra far, han skal CT scannes. Han har ondt, og kan ikke gå. Man har mistænkt en diskopolaps, men nu var man ikke længere så sikker. Han fortæller også i smsen, at det enten kan være en diskopolaps eller kræft. Han lover mig, at smse et svar så snart han vidste noget.  Jeg bliver fyldt med bekymringer, for far er ikke just helt ung længere og har ikke det stærkeste hjerte efter hjerteoperation, som skulle få blodet til strømme bedre igennem hjertet. I nattens mørke, dukker tankerne kæmpe store op. Det må ikke være kræft, og det må bestemt ikke være min far der får det. Men, jeg får ikke rigtigt overbevist mig selv, for det er sikkert bare er en eller anden, mærkelig ting der blokerer for, at far ikke kan gå. CT scanningen ville finde sted den følgende onsdag, med svar dagen efter kl. 9. Gid det ville blive onsdag med et vuns.

 

6. september 2012 – Sandhedens time

Jeg er hjemme, mit kursus er forbi, og jeg har en måneds ferie, hvor 5 af dagene går til Italien inden mit praktik forløb starter. Det er formiddag, jeg oppe på første salen, hvor mit soveværelse ligger. Soveværelset består af et stort hvidt skab, reoler med bøger og en seng som har set bedre dage. Jeg åbner straks et vindue og lyden af pippende fugle høres tydeligt. Den tidlige efterårs sol skinner fra en klar blå himmel. Jeg rydder lidt op, tjekker internet. Mest af alt kredser jeg konstant omkring min mobil. Min mobil forbliver tavs. Jeg har det som om, jeg venter på min eksamens karakter. Man venter på om man har bestået eller dumpet. Mobilen forblev tavs, jo længere tid der gik, begyndte der igen at kravle en skygge op i min bevidsthed. Tanken om den værste scenarie udspiller sig i hovedet. Jeg ved at han har fået svar, men hvilket svar og hvad er det? Noget andet end diskopolaps? Det må bare ikke være dét. Dét jeg ikke tør at tænke.

Timerne snegler sig af sted. Jeg går efterhånden hvileløst rundt i hybelen. Vente tiden er ubehagelig, for tiden føles meget langsom, og ens værste scenarier får frit spil. Ikke ens far, det kan umuligt være dét. Men jeg får ikke noget sms fra far. Klokken blev 10, 11, 12… Kl. 12.30 jeg sender en sms til far – har du fået svar? Men jeg får intet svar. Jeg tjekker mobilen, for gud hvilken gang. Smser lidt med min århusianske veninde, deler mine bekymringer. Hun forsøger at opmuntre mig ved, at sige det kan være en trillion andre ting. Men, jeg har en stærk indre intuition, som siger at det er det.  Dét jeg ikke tør at tænke.

Klokken har passeret 16.00.  Jeg kigger ud af vinduet, hvor eftermiddags solen skinner og giver reflekser på genboens tage. De grønne grene på bøgetræet blafre i vinden. På en eller anden mærkelig måde ved jeg hvad svaret er. På en mærkelig måde, bliver jeg fyldt med en ro. For nu er der noget, man kan forholde sig til og samtidigt en ubeskrivelig smerte, som jeg ikke har følt før. Jeg nægter at tro det. Nægter at tro det er min egen far. Hvad betyder det her, hvad venter os? Hvorfor mig, hvorfor min far? Jeg bliver afbrudt i min tanke-strøm, da mobilen ringer. Det er mor. At det er mor der ringer, i stedet for far, giver mig knuder i maven. Jeg siger med det samme, før mor når at sige noget som helst, at jeg godt ved det. Jeg gættede det, som timerne gik uden at jeg fik svar fra far. Mor bekræfter at det er dét. Dét, som hedder kræft. Det viser sig også, at mor har snakket med min bror, om at de ville vente med at fortælle mig det. Men min bror fik meget hurtigt overbevist, vores forældre om, at jeg skulle have det vide, med det samme. For da dengang min farfar døde, valgte de ikke sige noget om det til mig, før nogle dage efter. Det var jeg blevet rigtig vred over. Det huskede min bror. Da jeg lægger røret indser jeg at, mit værste scenarie er nu en virkelighed. Fuglene pipper forsat, solen bager smukt ind ad soveværelses vinduet. Pludseligt virker alting så uvirkeligt og ubetydeligt… Jeg brast sammen i gråd.

Jeg bliver hentet en time senere af min mor. Min hjerne kører i fuld spin. 1000 af spørgesmål, så som: hvad betyder det her, hvad kommer der nu til at ske? Vigtigst af alt hvordan har far det? Jeg kan ikke få samling på mine tanker. Har flere spørgsmål end svar. Far har boet i Rantzausgade, på Nørrebro i 35 år. Hvoraf de sidste 4-6 år, har han boet der med sin kone, som han blev gift med få år forinden. Sammen har de to hunde. Fars lejlighed er netop blevet solgt, der er 3 uger til de skulle flytte i hus. Det er bare virkelig bad timing, siger jeg højt, da mor parkerer bilen foran lejligheden på Rantzausgade. Jeg kigger op mod vinduerne. Der mange minder her. Nu venter nogle andre, nogle jeg ikke vil have, nogle jeg helst vil være foruden.

Jeg bliver hilst velkommen af hundene, og går ind i stuen, hvor far sidder. Far som tager i mod med kys og åbne arme. Han har grå bukser og en ternet skjorte på. Han lyser op og med et smil og fremstrakte armene ”Hej min pige” og tager mine hænder i det jeg sætter med ned. Fars ansigt, hænder og fødder er nu blevet helt askegråt. Kan se at far prøver at være stærk og skjule de mange fysiske smerter han har. Jeg lægger mærke til stor bakke med, medicinen på kommoden over for ham, udover den medicin som allerede står på stuebordet. Et helt apotek allerede. Jeg kigger på far, uden at spørge begynder han at fortælle hvad der var sket og hvordan vi er endt her i dag. For nogle uger siden var han var oppe i sommerhuset, i færd med at hugge brænde, da han pludseligt ud af det blå faldt. Han troede hoften var gået af led, derfor bad sin kone om, at få hevet benet på plads, trods store smerter lykkedes det ikke. Dermed humpede så rundt i flere uger. Da de var kommet hjem, var fars kone blevet så træt af, at se ham humpe rundt, og beordrede ham til lægen. Lægen troede det var diskopolaps, gav ham derfor noget medicin mod dette. Men medicinen fik den helt modsatte effekt på ham. I løbet af August blev far rigtigt syg, kastede en del op  og tabte sig vanvittigt meget. Lægerne kunne ikke få det til at passe sammen med den diagnose de troede det var. Så en CT-skanning skulle give nogle svar. Desværre ikke dét svar som, vi havde håbet på. Den viste, at han havde lungekræft (Adenokarcinom med metateser dvs -) med spredning til hoften. Med andre ord, det var allerede for sent, da det blev opdaget. Hans chancer var små, men de næste uger betød flere prøver, for at afdække hvor gode chancerne var. Ingen havde set det komme, for ikke været nogen som helst tegn på at han var syg. Han havde intet mærket overhovedet. Det gøs i mig, da jeg kiggede på far, mens han fortalte. Det var lige så uvirkeligt for ham, som det var for os andre. Jeg tænkte tilbage, blot en måned forinden, da vi alle besøgte min bror og svigerinde på hospitalet, da min nevø blev født. Han virkede ikke syg der og jeg husker at jeg krammede ham, men var samtidigt så meget optaget af den lille ny. Nu sad min far på sofaen. Det virkede som en ond drøm. Forstod jeg hvad der var sket? Slet ikke.  Følelsen af, at ikke ville rejse til Italien voksede, for fars kræft sygdom tog en masse glæde fra mig. Jeg får aftalt se til far dagen før jeg rejser, mere for at være på den sikre side, for at sikre mig, at far er OK. Jeg vil have fred i sindet. Da vi kører hjem, hører jeg ikke rigtigt, hvad mor siger, alt virker så fjernt. Sidder bare i bilen og stirrer ud af bilvinduet, mens indtryk og ord rumsterer i hovedet.

Da jeg sent om aften, slukker mobilen, efter at snakket med nær og fjern, sætter mig ved mit skrivebord. Jeg skriver en liste med emner, som jeg gerne vil nå at tale med far om inden han dør. For far skal dø.

Den nat sov jeg ikke. Der skulle gå lidt mere end et halvt år før jeg fik min nattesøvn igen.

21.09.12 – Ny hverdag

Efter 5 forholdsvis rolige, men ikke helt bekymrings frie dage i Italien, lander jeg i et koldt grå trist Danmark. Knapt nok var jeg trådt ud af flyveren, da der tikker en sms ind. Far er indlagt. Han har været igennem en lille lungeoperation, men kirurgen var kommet til at punktere hans ene lunge. Det var ikke godt. Desuden viste svaret på prøverne, at hans chancer var rigtig dårlige. Hans odds for at overleve, var meget mindre, end først antaget. Faktisk lig med nul. Kræften var meget mere fremskreden, end først antaget. Det, de (de kloge læger) kunne give ham, var livsforlængende behandling. Men i hvor lang tid? Få måneder, halvt år, et år? Han vil gerne kæmpe, men med hvad? Bum, det var så dén ferie, velkommen tilbage til virkeligheden.

Far vil gerne have kemo (hvem vil i alverden ønske have kemo?), en tanke jeg ikke kunne holde ud. Har det virkeligt svært med det (at far skulle have kemo). Kemo, er det mest giftige man kan få. Det gør en mere syg end man virkeligheden er. Men det er også smertedæmpende på sigt. Håbet er at det ville virke på far.  Da jeg samme aften, satte mig foran computeren for at finde mere ud af om lige præcis, dén diagnose og søgte på alt, hvad jeg kunne læse om Adenokarcinom med metateser. Det jeg kunne læse mig frem til, var at 8-10 procent overlever den efter 1 år og mindre end 1 procent efter 5 år. Tak skæbne. Adenokarcinom kræften, spreder sig til knoglerne, lymferne. Far skulle således både have kemo og stråle. Han slap ikke nådigt. Hvorfor skulle far gøres endnu mere syg end han i virkeligheden var? Han havde intet at stå i mod med. Dog ville han gerne kæmpe med alt hvad han kunne. Han gør forsøget. Respekt for det.

Samtidigt har far udtrykkeligt bedt om, at vi ikke fortalte det på Facebook eller andre ”offentlige tilgængelige steder” steder, udover arbejde og til ens nærmeste. Det var en privat ting for far. Hvilket jeg naturligvis respekterede. Han var desuden ikke meget for besøg. Far har altid haft det sådan, at når han var syg, måtte ingen komme forbi eller se ham. Men hans beslutning gjorde det også  utroligt svært for mig. For hvem kunne jeg fortælle til, og hvor meget kunne jeg tillade mig? Synes det er ensomt at se ens far forandre sig til det ukendelige. Blikket i øjnene er ikke det samme. Der måtte være et sted, hvor man hente støtte som pårørende. Jeg fandt frem til de eneste tilbud der var for os i 30+ år med en forælder som har kræft. Der var 2 muligheder, og den ene af dem var et online sorg-gruppe. Her fik jeg heldigvis, øjeblikkelig støtte og opbakning. Her var der nogen, som forstod hvad jeg gik igennem, de følelser jeg havde, bekymringer, angsten med en lind strøm af cyber kram. Jeg var ikke alene, til trods for jeg følte mig som pelle alene i verden.

 

Lyset bag mig

IMG_5f7332

 

 

27.9.2012 – KRAM

Det er i dag næsten tre uger siden far fik sin diagnose. Meget er sket. Far har tabt sig yderligere, kan ikke længere gå. Besøgte ham hjemme, han havde en dårlig dag. Han kom ud af soveværelset og lignede jeg ved ikke hvad. Jeg fik et kæmpe chok, kæmpede med at bevare roen selvom jeg var meget rystet. Han får så meget medicin at han ikke kunne sidde oprejst uden at falde hen. Han spiser intet, appetitten er helt væk. Hvis han endeligt fik noget, så var det på en størrelse med en 5 krone. Jeg ser på hans askegrå hænder og føler smerte. Han smiler til mig, jeg ved at han er glad for at jeg er her. Men det er så forkert alligevel. Jeg får en fornemmelse, af at det her går meget stærkere end ventet. Og med rette. Kræften har spredt sig igen det er gået ind i knoglen. Jeg kæmper meget med mit kaos af følelser og ikke mindst med mit humør. Humørsvingerne er store, overskud er der heldigvis stadig tage af, trods at jeg ikke længere sover nær så meget. Der er meget gråd. Især nætterne er blevet en kamp for mig, fordi man ligger der stirrer op i mørket, tankerne er stærke og angsten for at far dør uden at jeg er der er stor. Jeg sover hver nat med mobilen i hånden igennem hele natten, hvis jeg overhovedet får søvn. Jeg synes det går alt for stærkt. Er der overhovedet nogle gode ting i det her? Jeg når ikke bearbejde den ene nyhed, før der kommer en ny dårlig nyhed, men far sender dog en sms hverdag, om det er en god dag eller dårlig dag. Min veninde fra Århus, sender mig en sms hver eneste dag – der står ikke andet end ”((((KRAM))))” … Guderne skal vide, at de smser får mig igennem dagen.

29.09.2012 – Kemo

Wow, det her går stærkt. Jeg kan knapt nå blinke med øjnene før tingene forværres. Far har tabt sig endnu mere, mens kræften den spreder sig. Der er ny knude. Det er virkeligt dårligt nyt. Hvordan i alverden skal far kunne klare det her. Hvordan i alverden skal jeg komme igennem, de her bulletiner af dårlige nyheder. Det går jo ræsende stærkt. Når slet ikke at trække vejret. Kan far klare kemoen? Hvis ikke, så er der ikke mere at gøre. Jeg så helst at han ikke lider unødigt. Det er vanvittigt. Så meget indre kaos, så mange ting at forholde sig til. Den liste som jeg skrev ned den dag fars kræft diagnose blev stillet, den er vi gået i gang med. De første to emner er steget ud.
Deruover skal jeg forholde mig til at jeg skal miste min far. Snakker meget med min mor om, hvordan mit liv aldrig bliver som før. Hvordan kan overhovedet blive som før. Far kommer jo aldrig til at se hans barnebarn vokse op, eller se mig blive gift og måske endda få børn. Kæft, hvor jeg sover dårligt. Vi er begyndt at snakke begravelse, skal der plade på eller ej, blomster og hvordan… Det er kun 3 uger siden vi fik at vide far er syg. Er vi virkeligt derhenne nu? Er der virkeligt ikke mere håb, jeg skal og må være realistisk fra nu af. Mit liv er nu i timefase – den ene time til den anden time. Far vil ikke overleve julen med. Håber vi får arrangeret en jul snart, så jeg oplever den en sidste gang med far. Jeg er ligeglad om det er i oktober eller november, bare vi holder den. Far flytter denne weekend ind huset.

 

 

Efterår

Jigsaw_fall

 

11.10.2012 – F**k life…

Er super ked af det. Det gør bare så ondt. Selvfølgeligt skulle far sende en sms lige inden sengetid, om at han skal have kemo dagen efter. Havde haft en rigtig god dag, men nu er der bare totalt kaos indeni nu. Kan slet ikke få styr på mig selv og mine følelser længere. Det går så stærkt. Føler jeg sidder i et tog som kører med 1000 km/t. Og der er ingen bremser på. Føler mig magtesløs… for far bliver bare mere og mere syg. Overvejer at tage fri fra arbejde. Kan ikke tænke én eneste tanke klart. Det rumsterer jo bare i hovedet .. har knapt nok fattet at far er syg med kræft.

F**k life.

 

14.10.2012 – Bryder jeg mon sammen?

Tog fri. Har sovet så dårligt i flere uger nu, at jeg nu kæmper meget med, både at holde sammen på mig selv og holde mig vågen. Dagene er så nu hårde at komme igennem. Dog sender min far forsat smser hver morgen. Er det en god start på dagen, så har jeg en god dag, er det ikke så er det en møg dag. Kan ikke klare at komme på arbejde uden musik i ørene. Ellers falder jeg helt fra hinanden. Pludseligt får Rasmus Seebachs sang tekster en helt anden betydning for mig. Jeg forstår pludseligt hver eneste ord og dét der ligger i mellem linierne og bag linierne.

Mine prioriteringer er rykket helt om. Nogle ting udskyder jeg, andre ting magter jeg slet ikke gøre noget ved. Kan mærke at mit overskud så småt begynder at fordufte. Søvn? Det er en by i Rusland. Det er så ensomt det her. Det er ubeskriveligt hårdt. Visse ting virker bare ubetydelige nu, så overfladiske. Kæft, hvor folk går meget op i bagateller. Det er så ironisk på et eller andet plan, jeg må lige stoppe lidt op. Må finde det, der kadaver skilt som jeg altid ”hugger” fra min far. Må have lidt ved min side. Min søde niece bliver 18 år i denne uge. Første fødselsdag uden far er med. Han vil mangle ved bordet. Fortryder nu inderligt at jeg ikke fik taget mig sammen til at fejre min egen 34 års fødselsdag i år. Udskød det hele tiden, troede vi havde alt den tid. Far spurte flere gange hvornår jeg holdte den. Mere gråd. Jeg holder ikke til det her, med alt det gråd det er. Mine øjne er røde, mit hoved værker og det eneste jeg vil have er en rask far.

 

18.10.2012 – Listen

Besøgte ham i går, han er blevet overflyttet fra Riget til Roskilde. Han havde det lidt bedre, han har også taget 3 kg på. Det var næsten en fest da jeg hørte det. Blev  glad. Derudover synes jeg han havde fået farve i kinderne. Dejligt at se, at han ikke er helt så askegrå, men han er stadig askegrå resten af kroppen.  Han kan ikke gå mere. Hans fødder er så voldsomt opsvulmet, at det giver mig et stik i hjertet. Det må gøre ondt. Han har også meget ondt. Oveni hatten har han fået lungebetændelse. Han siger det ikke er så slemt som det lyder.  Siger han det for at berolige os eller ham selv?

Han er stadig (heldigvis) til at kommunikere med. Sygeplejerskerne tager sig godt af ham, hvilket er rigtigt godt. Han spørger ofte, hvordan tror jeg det vil være efter han er død. Jeg nægter jeg at forholde mig til. Kan ikke bære tanken om, at der er et liv efter fars død. Men hvor om alting er.. så er begravelsen på plads. Det eneste der er det er op til mig, om der skal mindeplade på eller ej. Har ikke besluttet mig endnu. Der er 2 emner tilbage på min liste. Viste den til min far. Han smilte, vi fik talt om de to sidste ting. Der var meget gråd .. Jeg så hans vanvittigt flotte nøddebrune øjne. Aldrig har jeg set så flotte øjne men også var så fyldt med sorg.. så meget sorg at jeg ikke kunne holde ud at se ham i øjne. Det fortryder jeg så meget nu. Ville ønske jeg havde modet til at se ham i øjnene. For han ville jo så gerne se mig også. Det kunne jeg mærke på ham. Men jeg var så bange, for at bryde helt sammen, så bange for at se hvad jeg ikke ville se. Elsker min far mere end nogensinde. Vi har taget så, mange ting forgivet. Far troede der var så meget tid, til at vise mig hans sommerhus i Sverige, vi skulle dele så mange ting med hinanden, men vi kommer ikke til at dele. Far har ikke været den bedste far. Han var rigtig dårlig til at være tilstede, når jeg var der, eller invitere mig nogen steder hen eller gøre noget sammen. Næ, det var altid mig, der skulle spørge om vi skulle ses med mere. Og nu er det for sent, han indser det her for sent. Det smerter ham, men det smerter mig mere at det smerter ham – tror jeg. For det er et tab jeg skal leve med. Hvorfor skal jeg gennemgå det her. Det har jeg ikke bedt om. Jeg kan (snart) ikke få dagene til hænge sammen mere. Tager hjem fra arbejde, direkte i seng sove til næste dag, op på arbejde og så hjem sove.. Derimellem de dårlige nyheder, bearbejde mavepusterne og græde noahs ark. Hvis jeg ikke er på arbejde, eller sover så jeg er hos ham.

Musikken er min flugt. Uden den kan jeg ikke klare turen til arbejdet uden den. Jeg ville bryde sammen. Har ikke lyst til at se folk i øjnene, ved ikke helt hvad der sker hvis jeg gør? Bryder jeg mon sammen? Så mig selv i fjernsynet i dag, de tv-optagelser fandt sted, før jeg vidste at far var syg. Jeg kan ikke genkende mig selv, jeg ser glad, lykkelig ud. Det føles som et helt liv siden. Nu står jeg i mørket, er ikke den samme. Det er svært forstå.

Folk siger det er efterår – hvilket efterår? Kan mærke jeg trækker mig mere væk fra verden omkring mig. Sanser ikke rigtigt mere, ser ikke menneskernes ansigter. Da jeg ventede på bussen på vej hjem fra arb, var der en mand som pludseligt talte til mig, jeg så ham ikke, skønt han stod lige over for mig. Alt virker som en tåge. Alt, som er uden for min lille osteklokke, af en verden virker lidt sløret. Det hele handler kun om min far. Jeg planlægger sjældent længere end den næste time. Det er ret dristigt at planlægge 2 dage frem. 2 dage er pludseligt meget lang tid.

Det står solo klart, hvor meget jeg savner i opbakning, og hvor lille en omgangskreds min er. Det skal der ændres på. For ingen der spørger hvordan jeg har det, ingen spørger om de kan hjælpe med noget. Mine søskende står jo i samme båd som jeg, og min mor gør også meget. Min hybel sejler og jeg er ligeglad! Det er vel i nøden, man lærer hvad der vigtigt i livet. Men også hvem der er en del af ens liv og hvem af dem, der er ens venner. Jeg tror jeg må rydde ud i hvem der skal være del af mit liv bagefter. Så andre, som jeg gerne vil lukke mere ind. Jeg har da også indset et par vigtige ting. Familie har en helt anden betydning nu. Må blive bedre til at være sammen med dem. Jeg vil ikke gentage min fars fejl. Men sikke øjne far har. Savner dem allerede.

Vi blev færdig med listen….

 

25.10.2012 – Nul komma nul af alt

Efter en række gode dage, og jeg tillod mig at slappe lidt af og få sovet lidt. Underskuddet ligger nu på nul komma nul nul. Så bare at få den smule søvn, er den største gave jeg kan få. Jeg tager på arbejde og tager hjem og sover til næste dag. Alligevel er der ikke noget overskud at hente mere. Pyha, hvis det ikke var for netværksgruppen, så ved jeg ikke hvordan jeg havde kunne klare hver time. Far kunne ikke tåle kemo. Hans dårlige hjerte kan ikke klare det. For at få kemo, skal man også have blod. Fars hjerte kunne ikke håndtere den store mængde blod. Så det er dobbelt op på stråle nu. Jeg tror ikke, han klarer november med. Det ville være et mirakel hvis han gjorde. Tror ikke vi får arrangeret julen. … Åh, vi havde jo så forbandet meget tid. Far må måske komme hjem med syge seng, med ilt og hundene omkring sig, hvis det går som det går nu. Håber det. Det har han fortjent. Jeg kan måske få en pusterum. Håbe, håbe, håbe …

Det er første gang i en hel uge jeg ikke har besøgt far. Mærkeligt ikke besøge ham, jeg savner ham. Men jeg er klar over, at jeg ikke er den eneste. Der er også andre som skal/vil besøge ham. Men savner ham, vil være sammen med ham. Har spurt om jeg må se forbi, men han er alt for træt. Han magter egentligt ikke sygebesøg, men han er stædig (og den stædighed har jeg faktisk også arvet). Han har i den tid, der nu er gået siden han blev syg, indset at alt den kærlighed og omsorg der strømmer ham i møde. Det er af kærlighed og ikke af medlidenhed, som han altid troede var grunden til at folk kom. Ærgrer mig over, at han indser den slags ting nu og ikke tidligere i livet. Synes han har misset meget på dén konto.

Folk spørger til far, men jeg magter ikke længere at svare, min kusine sendte mig en sms hvor hun spurte kun til far – jeg svarede ikke. Mærker jeg trækker helt ind i mig selv. Tanker og følelser, vil jeg kun dele med få. Efterhånden faktisk kun med netværksgruppen, fordi den forståelse, omsorg, varme jeg møder derinde er så vigtigt. Ofte skal der ikke mere end ganske få ord, før de ved præcis hvad det betyder og handler om. De har selv været igennem det og/eller står midt i det. Der mange små ting i det, som vi genkender hos hinanden. Folk forstår ikke hvordan det er at have en så syg forælder, eller leve med at man skal miste ens forælder i nær fremtid. Ikke mange forstår, hvordan omverdens reaktioner føles på egen krop eller, de ting vi oplever i forbindelse med et forløb som denne. Et eksempel, kan være at nogen snakker om et lille bitte ar og synes det er en stor ting, hvor jeg kan blive noget så vred, fordi jeg vil i hellere have at man fik et lille ar og levede fint videre frem for at miste. Sé det er en verden til forskel. Men ikke alle folk forstår eller indser dette.

Døden. Det en mærkelig ting. Et sort smertefuld ting. Jeg nægter forsat, at forholde mig til livet efter fars død. Fordi det kan jeg ikke. Jeg ved ikke hvad der er på den anden side. Ved ikke hvordan det føles, at have mistet en forælder. Udover at det bliver mærkeligt, og det er for mig, et uerstatteligt tab. Men hvordan kan jeg forholde mig til det, når jeg knapt nok kan fordøje, de konstante dårlige nyheder som tårner sig op? Gud ske lov, har far stadig kræfter til at sende mig, en sms hver morgen. Jeg elsker og lever for de smser. Min dag kan ikke rigtigt begynde uden dem.

29.10.2012 – Kan ikke mere

Så er det slut. Så enkelt kan det siges. Fik en sms mens jeg var på arbejde. Far har besluttet at afbryde behandlingen. Han kan ikke mere. Han har kæmpet med alt hvad han kunne. Han gav det et helhjertet forsøg, hatten af for det. Men der er ikke mere at gøre. Strålesmerter, 2 x lungebetændelse, og en hulens masse knuder og nu også mavesår (eller var det en ny knude?).
Det er da en kræft der vil noget. Et løbsk tog som vi er magtesløse over for. Gid jeg kunne tage hans smerte på mig. Det er godt nok gået stærkt. 7 uger fra at have en nogenlunde rask far, til en far som nu er en skygge af sig selv. Men beslutningen er hans egen. Det respekterer jeg. Men må da indrømme, at det alligevel kom da som en kæmpe mavepuster. Av for den… Der måtte jeg lige lukke døren ind til mit kontor og tage et par ture der. Skal komme på Roskilde i morgen, hvor vi fællesskab er med til den sidste statusmøde med lægen og sygeplejerskerne. Bad om fri, det fik jeg så. Det er fars ønske at der skal en tegnsprogs-tolk med. Jeg har således mindre end 24 timer. Desperat – med underskud over hele linien, med følelserne ud på tøjet, sætter jeg himmel og bevægelse for at få en tegnsprogs-tolk.

Til mit hjerte siger STOP

IMG_3168

Den ene barndomsgade. Kassen som man lige kan skimte (med jord i omsluttet af alt det grønne) den har far faktisk bygget for nogle små 25-30 år siden. Den står der endnu.

Jeg går mod mit barndomshjem ned ad gaden, som jeg kender så godt.
Engang var det hele verden, pludselig virker alting så småt.
Og selvom vi har skændtes og skabt os,
Dumme ting har bragt os langt fra hinanden, yeah.
Og vi kan blive ved med at kæmpe og nogle gange glemme det,
Men ved du inderst inde at…

Hey, du kan se dybt i mine øjne
Selvom jeg ikke siger det ofte nok
Du kan se, at jeg altid står lige her til mit hjerte siger stop.
Mennesker kommer og går, men du vil altid være midt i mit liv.
Jeg vil elske dig for evigt og hvis du nogensinde var i tvivl…

Rasmus Seebach – I mine øjne 

30.10.2012 – De sidste timer

Det manglede da bare… i 11. time fik jeg endelig en tolk. Det blev hospitalet, der endte med få skaffet tolk til mig. Man burde lave sådan en funktion at, døve som enten selv eller har en pårørende til en livs-truende situation, som har brug for tolk, får tildelt tolke på standby,som de kan tilkalde. Lidt på samme måde man har tolke på standby til gravidesom kan føde når som helst. (Det er en større kompleks problemstilling, end jeg lige kan forklare her til de uvidende). Jeg tog bare det nærmeste tøj der lå fremme. Regnede med at jeg ville være hjemme igen efter et par timer for far trættes meget hurtigt.

Min søster hentede mig kl. 13, hvor vi sammen kørte ud til Roskilde. Vi snakkede en del om hvor lang tid der nu vil gå. Er det mon uger, dage eller timer? Jeg er igen på totalt ukendt land. Ikke en uvant følelse efterhånden. Ved nu engang ikke, hvad den næste time indeholder for det kan ændres på minutter.
Far er så ”dopet” af medicin, at han ikke længere kan se ordenligt, men han hører os. Han kommunikere mest på tegnsprog og det bliver mig som oversætter hvad han siger. Pludseligt kan han en masse tegn, som han ikke har brugt siden jeg var ganske lille. Mødet endte med at lægen, nu standser alt livs-forlængende behandling, mens vi håber at far når komme på hospice. Vi bliver enige om, at ringe efter nærmeste familie og venner. Det er tid til at våge over far. kl. er nu 15.00.

Kæft, det gået stærkt at vi nu er nået her til. 7 uger – jeg har den konstante fornemmelse af, at tiden, en svinderud af hænderne på mig. Jeg når knapt at registrere, hvad der sker her og nu. Nu er der måske kun timer igen. Hvor længe vi skal være på hospitalet ved jeg ikke. Håber far når at komme på hospice. Timerne går.
Sidst på eftermiddagen, kommer min mor mens resten af familien kommer dryppende hen under aften. Hvor akavet det end kan være, så møder jeg fars kone familie for første gang. Efter 16 år. Sådan må det jo blive, når det ikke kunne være anderledes. Der er knus, tårer, smil og flere knus.

Aldrig i mit liv havde jeg forstillet mig, at jeg nu stod ved fars endestation – slet ikke på denne måde. Det går udover min fatteevne. Der er ikke andet end kærlighed på stue 9.

Fars kone, fortæller mig, at far dagen inden, havde fået et angst anfald. Han ville ikke dø, han var så bange for at miste os og var bekymret for hvordan det skulle gå os alle. Nu med et optakt til et nyt angst anfald, sætter jeg mig hen til far tager hans hænder i mine, og forklarer roligt at det skal nok gå os godt. Måtte meget klart forsikre ham om, at jeg havde en sikker havn i mine søskende, mens mine søskende forsikrede det samme over for far. Efter jeg havde sagt dette (flere gange), så tror og håber jeg at jeg fik overbevist ham. Gav ham et knus, sagde at jeg elskede ham. Far havde ikke kræfter til at snakke, men tog blot hånden til hjertet og pegede på mig. Hans egen måde at sige det samme.

Da solen var ved at gå ned. Satte sig helt op, med fødderne svunget ud over sengen, pludseligt kigger far inderligt på mig og på tegnsprog siger at, ”nu bliver det mørkt, jeg har set solen for sidste gang”. Jeg brast i gråd og var helt knust, min søster blev ved med at spørge mig (nærmest) helt frebilisk hvad han sagde. Jeg knækkede sammen, og med meget gråd i stemmen, fik jeg oversat hvad far havde sagt, så græd vi alle. Nu var far klar til at dø.

Min moster foreslog, at far kunne få noget sovemedicin. Men det betød også, at der var en stor risiko for at han aldrig ville vågne igen. Vi snakkede lidt frem og tilbage, men blev enige om, at det skulle være op til far. Min bror forklarede ham, mange hvad gange det betød. Forklarede flere gange til deles, fordi han ikke rigtigt kunne høre for de 2 ilt masker han nu havde på og tildeles fordi han var så fuld af smertestillende medicin, at det tog ham længere tid, at registrere hvad der blev sagt. Til sidst forstod han. Han skulle således selv sige til når han ville have medicinen. Han tog mobilen og tegnede ur viser. Det tog lidt tid før mine søskende fattede. Igen måtte jeg oversætte. Kl. 20 ville han have sove medicinen. Sygeplejerskerne på afd. 7, hvor vi befandt os, var rigtig søde, nærværende og meget rummelige. Vi var efterhånden en del som havde samlet os lige udenfor stue 9.

Sygeplejersken kom, med smertestillende medicin, sove medicin og blod. Far afviste blodet, men ville gerne have medicinen. Derefter blev han lagt til at sove. Vi kunne så ikke andet end at vente. Der var stadig familie, der kom for sige et sidste farvel og det fornemmede far (tror jeg). Han vågnede op af medicinen, hele 2-3 gange hen under aften. Far som ikke længere kunne sidde oprejst, havde min bror siddene ryg mod ryg til far, når han var oppe med benene ud af sengen. På et tidspunkt ser jeg på far med stor ømhed, og ønskede inderligt, at det her ikke trak pinefuldt ud. Ønskede for ham at han vil få fred hurtigst muligt. Samtidigt indså jeg, at det er en sandhed med modifikationer. For dette betyder også, at jeg ønsker at miste ham. To meget modstridende ønsker at have. For jeg vil jo for verden ikke miste min far. Vi (os søskende, samt fars kone) bliver istedet enige om, at sende familien hjem, fordi han kan fornemme, at der folk der stadig er her (ude på gangen) og vil sige farvel. Mens folk siger farvel en sidste gang, har min bror bestilt pizza. Jeg er ved at få nok af pizza, har snart ikke levet af andet i 7 uger. Da jeg kommer tilbage efter at have spist, er far vågnet nok engang. Vi beder om mere sovemedicin. Mens sygeplejerskerne lægger ham i den “endelige leje”, siger jeg farvel til mor & familie. Nu er det kun mine søskende, min niece som også er kommet, fars kone tilbage på stuen. Han sover endeligt. Klokken er nu halv et om natten…

klokken 02 Det er en mærkelig ro der nu sænker sig på stue 9. På syvende etage på Roskilde sygehus. Det er fredfyldt, kun fars iltmaskine larmer. Sygeplejersken kommer hver time. Fars nyrer er nu stået af. Det gik sørme hurtigt. Jeg sætter mig på fars kørestol. Som timerne går igennem det mørke nat, får vi snakket minder, grint og grædt. Jeg ser på far. Han har ikke en rynke, ikke en eneste smerte rynke. Han sover fredeligt, men når han trækker vejret, er det med skulderene helt op til øret. Jeg registrer, at der bliver længere og længere mellem vejrtrækningen. Jeg bliver klar over, at han nok ikke overlever natten igennem. Det er tid.

Ud på de små timer, er jeg så træt at jeg prøver at sove. Bare lidt. Utroligt nok holder min søster og hans kone sig vågne. Men jeg ved ikke hvor længe, det her vil vare, kan ikke holde mig vågn. Jeg sidder stadig på kørestolen med et tæppe over mig. Sidder ikke godt. Vender og drejer i den, prøver at finde en tålelig stilling, men ender med at få ondt i nakken. Far… han ligger stadig i samme stilling med skuldrene, som kommer helt op til ørene når han trækker vejret tungt.

Jeg registrerer også, at timerne går ufatteligt stærkt. Aldrig nogensinde i mit liv, har jeg oplevet timerne, kan gå så stærkt som denne nat. Ville ønske at jeg kunne standse tiden, så jeg kunne nyde min far lidt mere. Når fars vejrtrækning indimellem stopper, bliver vi alle, afbrudt i vores private tanker og kigger lidt forskrækkede over på far, men så trækker han vejret nok engang, mens vi alle ånder lidt lettet op. Er bange for at jeg ikke når at være der når han glider bort. Så jeg vil nødigt forlade ham, selv bare for at gå på toilettet. Er også bange for, at han dør mens jeg forsøger at sove.

Klokken har passeret 5. Der er forsat stille på stue 9. Kun afbrudt af fars larmende iltmasker. Sygeplejersken kommer forsat hvert time. Jeg mærker på mine fars voldsomt hævede fødder og ben, registrerer nu at de er kolde. Han er ved at give slip. Der er ikke andet end kærlighed og fred tilbage. Natten er ved at finde sin ende.

Klokken har passeret 7.40. Jeg sidder og ser ud over Roskilde fjord, mens daggryet, langsomt bliver til en utrolig smuk flammende himmel. Far trækkervejret endnu. Jeg sætter mig ved far, for at fortælle, at det er Farmor, der kommet for at hente ham. Vi er enige om at det er tid. Fars larmende ilt-masker bliver slukket. Kun fars tunge vejrtrækning giver nu lyd i rummet. Vi giver alle ham en sidste knus, med vores sidste ord. Far glider bort i det øjeblik solen lander på hans ansigt, den sidste dag i oktober. Han vågnede aldrig op, han havde set solen for sidste gang.

2012-10-31 07.01.09

I morgen er der atter en dag.

Jeg tro’de der var
så mange dage.
Så mange dage,
var der tilbage.

Og pludselig
er alting forbi,
og tiden bli’r
uendelig.

Jeg tror jeg vågner om lidt
og hør’ dig sig’ som du har sagt det så tit.
Vi ta’r en dag af gangen,
i morgen er der atter en dag

Og hvor er du?
Jeg savner dig nu.
Dit hjerteslag,
gjord’ natten til dag.

Så lys og så let,
din latter, dit åndedræt.
Nu’ alt så tungt,
min sjæl er forgrædt

Jeg tror jeg vågner om lidt
og hør’ dig sig’ som du har sagt det så tit.
Vi ta’r en dag af gangen,
i morgen er der atter en dag.
Vi ta’r en dag af gangen, i morgen er der atter en dag.

Der tro’de vi
sku’ følges og bli’,
den tid der var,
til jeg sku’ herfra.

Og nu er det sent,
og alt er forbi,
en evig nat
indeni.

Jeg tror jeg vågner om lidt
og hør’ dig sig’ som du har sagt det så tit.
Vi ta’r en dag af gangen,
i morgen er der atter en dag.
Vi ta’r en dag af gangen, i morgen er der atter en dag.
Vi ta’r en dag af gangen, i morgen er der atter en dag.

ANNE LINNET – ATTER EN DAG

IMG_2932

 

2.11.2012. 2 dage efter –  Himlen er forsat grå

 

At forlade fars stue er nok noget af det mest smertefulde jeg nogensinde har skulle gøre i mit liv. Dét hele 2 gange, fordi mor gerne ville se ham. Vi kørte først hjem tidlig eftermiddag. Jeg i total opløsning. Far var ikke død, han sov da bare. Men det var sket, og han havde givet slip. På vejen hjcm, ævlede mor løs om præsidentvalget – at hun kunne forstod jeg ikke. Jeg lyttede ikke efter. Jeg græd, græd og græd bare. Verden udenfor var den samme. Folk gik tur med hund, der var stadig blade på træerne. Himlen er grå og far er død. Jeg har jo lige set ham, holdt hans hånd, hørt hans stemme. Det er virkeligt, det var ikke en ond drøm jeg er vågnet op af.

Jeg lukkede efterhånden helt ned af sorg/smerte og i en tilstand af at alt virkeligt er uvirkeligt. Lå nu på mors sofa, hvor jeg har jeg havde ligget, siden jeg kom hjem. Mor har kun ævlet om præsidentvalget – eller det føles meget sådan. Alt virker så fjernt, jeg registrerer ikke rigtigt noget. Jeg har ikke lyst til at beskæftige mig med verden. Jeg vil bare have min far. Har ikke lyst til at se eller snakke med nogen. Bare ligge på sofaen og glo. Jeg var lammet af den sandhed, at far overhovedet kunne dø. Hvorfor mig? Hvorfor min far. Hvad har jeg gjort for at fortjene dette. Har jo lige set ham. Det hele kører rundt i hovedet i en gentagelse.

Der bliver smset lidt med mine søskende. Familie og venner får efterhånden, at vide at far nu er gået bort. Reaktionerne er meget forskellige, alt fra ren medfølelse til blot et ok, til man blot få timer hans bortgang spørger til begravelsen – det sidste blev jeg ret vred over. Total manglen på situationsfornemmelse her. Min bror tager sig af begravelsen, jeg tænker lidt, om han påtager sig for meget. Jeg har som den yngste, ikke rigtigt skulle tage nogle valg. Men valgene tager alle bare hen over hovedet for mig. Eller gør de? Får mange sms fra veninden. De varmer, men intet kan trøste mig nu. Intet kan gøre tingene godt. Himlen er forsat grå. Solen forsvandt en halv time efter far døde. Jeg forstiller mig at, solen tog far med sig. Siden har solen gemt sig. Tænker meget på, den måde, han bare vidste at nu er den sidste time kommet. Der er så mange lag i hans ord ”Nu bliver det mørkt, jeg har set solen for sidste gang” Så symbolsk, smukt, stærkt. Fars ilt-maskine kan forsat høres tydeligt for mit indre øre, og når jeg lukker øjne ser jeg forsat for mig, hvordan far trak vejret så tungt med hele kroppen. Det var som om jeg et eller andet sted, selvom jeg var realistisk hele vejen igennem, men nægtede at forstå, eller ville forholde mig til at détte øjeblik ville komme. Det hjalp sikkert heller ikke ret meget, at jeg nægtede at forholde mig til det der kom efter…

Det liv jeg skal til at leve nu.

 

4.11.2012. 4 dage efter – Hjem til min hybel

Ved ikke hvem der har lavet den arbejdes-regel, hvor man forventer at møde på arbejde dagen efter man har mistet? Er verden lavet af lava? Hvor er rummeligheden, respekten? Hvad er det for en verden vi er blevet til, og forstår de ikke at jeg lige har været igennem levende helvede? Jeg sagde nej, til at møde dagen efter. Aflyste omsorgssamtalen (!) i dag 4 dage efter. Jeg har brug for ro. Og ro skal der også til at blive rask til bisættelsen for jeg er nedlagt af en virus.

Bisættelsen er nu på plads. D. 7. November er dagen. En uge efter præcis. Jeg mangler således blot at finde en sang, som skal afspilles til bisættelsen. Tænke, tænke, tænke. Tankerne ryger tilbage til barndommen, hvor jeg som barn, altid sad på fars stuegulv, malede på træplader mens musikken flød ud af højtalerne. Anne Linnet, Sebastian, Anne-Dorthe Michaelsen, Tøsedrengne og mange andre blev spillet. Nu er det ikke et musik valg jeg skal vælge til mine “male-sessions” som 4 årig. Men her 30 år senere til hans egen bisættelse. Har nogle dage endnu til, at finde ud af hvilken sang og af hvem. Har en ide, men vil lige være sikker i min sag først. Må hjem til min egen hybel med mine ting omkring mig.

Vågner forsat omkring kl. 8 og tænker at nu, er der gået så og så mange timer siden. Derefter kan jeg sove mere. Sover meget, min krop har nærmest lukket sig helt ned. Samtidigt, kan jeg ikke klare mere præsident valg snak – så jeg beslutter mig for at jeg vil hjem. Hjem til mine ting. Af uransagelige årsager, vælger jeg, at jeg vil tage bus/tog hjem i stedet for at blive kørt hjem. Noget som jeg ikke helt forstår. Var det for at slippe mere præsident ævl? Godt nok havde mor lavede fin morgenmad til mig hverdag, sovet sammen med mig i stuen men… Nu ville jeg også gerne være lidt alene. Da jeg kom hjem stod alt præcis som jeg forlod det om tirsdagen. Dengang vidste jeg ikke, at far ville dø 17 timer senere. Mærkeligt, tomt og stille.

Fortalte netværksgruppen samme dag, at min far var gået bort. De fleste derinde har stået i samme situation og den varme der strømmede mig i møde derindefra er ubeskrivelig. Er glad for jeg havde dem, ellers ville jeg ikke vide hvad jeg skulle gøre af mig, af mine tanker og ikke mindst visse situationer igennem forløbet. Jeg er ikke ene om, at det gik way too fast det her. Efter at hørt flere skæbner – indser jeg at min fars forløb var et sjældent kort forløb. Man siger i medierne at flere og flere reddes – jeg er ikke enig. Det føles ikke sådan. Oktober måned var i forvejen urimelig hård at komme igennem. Alle de her kræft-kampagner som ofte bliver seksualiseret har intet med kræft at gøre og vi får det smækket lige i hovedet. Der er intet om de virkelige ting, som kræft patienter og pårørende (som ofte er glemt) gennemlever. Hvis man tænker og ser på hvordan man gør det i England/USA/Australien. Er der langt mere respekt omkring sygdommen og forståelse at hente både for patienter og pårørende. Her i Danmark er det en anden problemstilling. Det bliver nærmest tiet ihjel.

 

8.11.2012. 8 dage efter – Dum mac og bisættelse

Så sidder jeg her med fars Mac – hvad i hulen i himlen, tænkte far dog på, da han købte den. Man kan jo ingenting på den, og jeg forstår ikke hvorfor, alle er så vilde med den. Der er tre ens billeder af hans ene hund på. Jeg er er grædefærdig, fordi jeg kan ikke bare ringe til far, nu hvor jeg har allermest har brug for min far. Han ville helt sikkert sidde og klukke af mig. Har så meget brug for at høre at han er ok? Har han det godt der hvor han er? Kan han se/høre os? Far, jeg mangler dig.

24 timer tidligere: Jeg vågnede op til den mest grå triste dag. En uge er der nu præcis gået. Det er onsdag. Jeg kom hjem til mor igen dagen før. Sort tøj hænger klart på stolen. Morgenmad på bordet, og badet kalder om lidt. Mor fabler noget om at præsidenten var (endelig) genvalgt, hun var så glad. Jeg lukkede fuldstændig af. Jeg havde ingen lyst til dagen i dag, men der var intet valg. Far skulle bisættes. Jeg havde i dagene forinden hjemme, fundet frem til sangen, som skulle afspilles i kapellet. Skrevet et langt brev som kom ned i fars kiste samt et billede i håb om, at han ikke ville glemme mig. Alt var nu klart. Hvordan kan man få sig selv slæbt derhen. Hvem vil være der foruden de nærmeste. Hvordan vil det være at se fars kiste i kapellet. Jeg forstod det ikke, at det var min far og ikke en anden persons bisættelse.

På vejen derhen, ville jeg gerne købe en bonderose. Et af mine yndlingsblomster, og sådan en skulle far også have med sig på sin endelige rejse. Jeg var tavs da vi kørte hen til kapellet. Kiggede op mod himlen som var gråt, meget passende for en dag som idag. Jeg troede jeg skulle være stærk, ikke bryde sammen. Ville være der for min bror og søster. Men knapt nok var jeg trådt ud af bilen, trillede tårerne allerede langt nede af mine kinder. Det var så uvirkeligt, en ude af kroppen oplevelse. Det var ikke en eller andens bisættelse – nej det var min egen fars. Det havde jeg svært ved at forstå. Familie, venner og fars tidligere kollegaer var begyndt at ankomme.  Selvfølgelig skulle fars 2 hunde også med. Jeg gik ind i kapellet, bad om et øjeblik alene. Der var allerede fyldt op med blomster.

Der lå han. I en hvid kiste. Med indgraveret kors. Gad vide hvad far mon ville sige, hvis han kunne sige noget til dét kors. Han er ikke troende. Jeg lagde min bonderose på fars kiste og gik en slags æresrunde rundt om kisten. Bed mærke til den var støvet, det brød jeg mig ikke om, så jeg fjernede støvet. Gav et hånd kys på kisten, da andre begyndte at komme ind. Nu var vi her, sidste gang. Og så kunne jeg engang ikke se ham sådan rigtigt. Alt var reduceret til en hvid kiste foran mig.

Inden længe var kapellet fyldt op til bristepunktet med mennesker og endnu flere blomster. Der var musik, sange og taler. Man kunne næsten ikke høre musik stykkerne, som var blevet valgt, så jeg var glad for at jeg havde printet sangteksten ud som jeg havde valgt – Anne Linnets “Atter en dag” toner ud. Det var en ufattelig smuk bisættelse ladet med kærlighed.

Da kisten senere blev ført ind i rustvognen, knækkede jeg fuldstændigt sammen. Både min mor og min bror forsøgte at trøste mig. Min bror blev nærmest helt manisk, hvor han blev ved med at kure sin hånd, rundt i mit hår som jeg fik ned i øjnene. Blev noget irriteret over det. Men tror han fandt situation lige så svær som jeg, der foran rustvognen. Vi stod alle i rundkreds om rustvognen. Helt utænkeligt, dér var far …kiggede han mon ud mod os? Vinkede han mon? Så blev han så kørt væk, kiggede indtil, rustvognen drejede ned ad den meget lange allé, rundt om hjørnet og væk…. Farvel far.

Farvel far

 

18.11.2012 – 18 dage efter. Anden slags hverdag

Jeg blev rask og med press fra alle sider, startede jeg igen på arbejde den følgende mandag efter bisættelsen. Big mistake!

Det var så mærkeligt, akavet, uden for kroppen oplevelse, at træde ud i morgen myldretiden, som om intet var sket. Jeg kunne ikke genkende den. End ikke genkende mig selv. Alt virkede som en stor tåge; Latter, solskin, og bil-kaos. Hvor er jeg henne? Jeg følte at jeg stadig befandt mig, dybt inde i den osteklokke hvor jeg havde befundet mig i siden den dag i september. Jeg ville bare hjem, krølle mig sammen under under dynen. Vidste ikke hvilken ben jeg skulle stå på. Forstod folk ikke. Flere kondolancer. Jeg følte det her var forkert og tænkte… “Så stop dog med at være en pæn pige og gør dog hvad du føler er det rigtige. Det andet kan være skide lige meget”  men turde ikke.

Tirsdag morgen gentager skuespillet sig. På et tidspunkt skal jeg på toilet. Da jeg tager håndklædet for at tørre hænderne, synes jeg det lugter af hospital. Gik der ikke mere end to sekunder, hvor jeg tænkte nej! Jeg tager hjem. Gik resolut ind på mit kontor, pakkede mine ting – sygemeldte mig fra den dag. Jeg var på ingen måde klar til at møde verden. Jeg skulle aldrig, aldrig været gået på arbejdet. Aldrig have givet efter for press. Glem alt om, at at være pæn pige og gøre det rette hele tiden. Det er kun mig og mig alene som kan afgøre, hvornår jeg er helt klar til at genoptage verden.

Min krop er forsat i højeste alarmberedskab. Hvordan fortæller man ens krop, at det er slut nu. Hvordan fortæller man, at man ikke vil få flere smser fra ens far. Hvordan stopper man et tog, som har ræset med 1000 Km/t, i de sidste næsten tre måneder? Genlæser hans sidste smser fra den sidste tid. Ærgrer mig over, at jeg mistede mine ene mobil lidt over en uge før han gik bort. Deri lå maange flere smser fra ham. Dem kunne jeg godt bruge nu.

Vi har nu, i en fælles enslydende facebook-status skrevet ud til alle, hvad der sket og at far er gået bort. Hold da op, sikke mange kondolencer. Det kommer fuldkommen bag på mig. Her gik jeg igennem helvede uden opbakning, så får man sådan en respons. Det slår mig helt af pinden. Viser mor alle de kondolencer. Hun er lige så paf som jeg. Det varmer i mørket.

Ligger i sengen i mørket, som ofte før kan jeg forsat ikke sove. Kan efterhånden ikke gå i seng når det er nat. Frygter de evige tude-timer, som altid ender med at hovedet værker af smerte. Men vinterens mørke er lang. Tænker på fars sidste døgn. Han var så klar i hovedet lige til det sidste. Han tog beslutningen selv. Det har jeg kun respekt for. Følelsen af at jeg lige har set ham, holdt hans hånd ligger lige inden for nethinden. Jeg kan stadig se ham for mit indre øje, høre hans stemme Det er ikke gået op for mig endnu, på ingen måde. At jeg aldrig nogensinde i dette liv skal gense min far. Er der mon et liv efter døden? Sidder far mon sammen med Farmor og får en kop kaffe og flæskesteg? Savner han os lige så meget som vi savner ham? Jeg har flere spørgsmål end svar. Men der kommer intet svar. Det eneste jeg kan høre, for mit indre øre er fars larmende iltmaske.  Sender far et luft kys, op mod natte himlen inden jeg igen prøver at sove.

 

11.12.2012 – 41 dage efter. Den første stille sne.

2012-12-10 16.33.14

Da jeg kom hjem fra hospitalet, kørte vi lige forbi min lejlighed, så jeg kunne hente lidt tøj og andre små ting. Men noget af det første jeg gjorde, var gå ovenpå og kigge ud af det lille vindue. Et eller andet sted troede jeg indeni, at det stadig var en varm sensommerdag i september og forventede at se grønne blade, solskin og fugle sang. I stedet, så jeg få blade, som var brune, vinden der var kold, og ingen sol. Det var som om jeg pludseligt, på den bedste magiske vis forventede at min far ville dukke op – lige dér foran mig. Jeg kunne ikke forstå, hvor efteråret var henne. Hvor har jeg været henne? Hvad er der sket i de 7 uger jeg har været ”væk”?

Det eneste jeg vidste var, at der absolut stille. Mobilen er stille, menneskerne omkring mig er stille. Det er nærmest som om det var stilhed efter stormen. Det er det også, på mange måder! Det er som om, jeg ser tingene på et anden måde. Tænker på en anden måde. Ønsker andre ting. Men folk forstår ikke helt endnu. Eller jeg forstår det heller ikke, jeg er forandret, men har ikke helt forstået hvad der er sket med mig også.

Sneen er begyndt at dale ned. Jeg sagde for sjov til far, at hvis han skulle herfra, så måtte han endelig huske at sende en masse sne. I dag er den første sne kommet. Smukt – små hvide fnug. Men inderst inde, tror jeg stadig det er en varm efterårsdag. Det er som om jeg har sprunget efteråret over.

Jeg mærker ham stadig tæt på. Tror forsat at han enten sover på stue 9 eller er taget på ferie. Før eller siden hen kommer han vel hjem og siger ”Ha! Dér tog jeg fusen på jer”.

 

30.11.2012 – 1 måned efter. Første mærke dag.

Nu er der gået en måned. Jeg kom igennem den. Det er slet ikke til at forstå. For en måned siden havde jeg en far i dag har jeg ingen. Jeg er nu medlem af klubben “Dem uden en far –  Dem som har mistet en forælder”. Ikke ligefrem den fedeste klub at være medlem af. Pludseligt kan jeg bare ikke huske fornemmelsen af at have en far. Hvordan føles det? Hvor er de heldige, dem som forsat har en. Hvor går tiden dog hurtigt. Ufatteligt at forstå, at der i dag er gået en måned..

Besøgte far på kirkegården i dag for første gang sammen med søster og niece.  Der var allerede mange kranse og lys. Jeg havde også medbragt krans og lys. Hvor er det underligt, at jeg ikke helt præcis ved hvor far ligger. Men et sted indeni mig, siger også at det er godt at han er ved siden af Farmor. Derefter tog vi hjem til søster for at spise “far mad” og begynde på at sortere billeder. Skal love for at han tog mange billeder af sit arbejde.

Julen nærmere sig, jeg har ikke rigtigt lyst til den. Folk synes jeg skal pynte op hjemme, men jeg har ikke lyst. Plejer at elske at købe julegaver, men hverken lyst eller overskud. Husker mor spurte i sommers hvordan jeg ville have det at holde jul, uden min stedfars familie. Det var i Juni, og jeg kunne slet ikke forholde mig til noget der lå halvt år forude. Nu hvor jeg mest har brug for, at noget er så velkendt og uforandret. Noget jeg ved er noget jeg altid kan regne med. Dét jeg vil have, kan jeg ikke få. Julen vil kun blive med mor og jeg. Det er endnu en forandring. Alt er så forandret drastisk og jeg kan snart ikke kapere flere forandringer. Har brug for noget velkendt. Men mine ord bliver ikke hørt!

Daddy, er så manglet, så savnet.

2012-12-01 15.10.51

21.12.2012 1,5 måned efter – Nyt temperament?

Temperament, det er noget mor har, plejer jeg at sige. Det ligger ikke til mig at blive vred, skælde ud på folk. Men sådan forholder det sig desværre ikke for tiden. Jeg har så mange humør- svingninger. Nogle dage går det ok andre dage, er jeg ikke til at drive ud af sengen.

Når jeg sover, så tager jeg åbenbart mine humør svingninger med i mine drømme. I hvert fald er jeg hammerende vred, skælder ud på både på dem kender, og dem jeg ikke kender. Det er primært fremmede mennesker som står for skud. Hvor kommer alt den vrede fra? Er det en reaktion på at far blev syg, og over at jeg var magtesløs?  Bliver jeg vred og skælder ud på folk, fordi jeg ikke kan snakke med far, give ham et knus? Er jeg vred over at mit liv, er så fyldt med alvor, sorg og savn at jeg næsten ikke kan huske, hvordan det føles, at smile, mærke latter, sol og varme?

Eller hvem er det jeg skælder ud på? Far, min familie, hospitalet  Kræften?  At kræft er en åndssvag sygdom, der tager mennesker fra os. At den efterlader os, når vi allermest har brug for vores kære? Skælder jeg mon ud i drømme, fordi jeg kun kan skælde ud på en hvid væg i vågn tilstand? Eller er det fordi jeg lægger for stor bånd på mig selv, at jeg ikke kan skælde ud i vågn tilstand?

Jeg har flere spørgsmål end svar. Øv!

 

24.12.12 – Den første jul

Øv, jeg har ikke lyst til at holde jul, der mangler noget. Der mangler juleglæden. Godt humør. Mennesker omkring mig. Jeg kan næsten ikke vente med at få julen overstået. Hvordan kan mennesker være så overglade?  Glæde sig. Hvordan kan der være så meget hjerterum? Når man går ned af strøget er der latter,  duften af gløgg, folk der er i julestemning. Jeg er alt andet end i julestemning. Alligevel fik overtalt mor til at købe et lille bitte juletræ. Det holdt også hårdt, at få lov til at holde jul med stedfars familie 2. Juledag. Der skulle meget overtalelse til. Tænker lidt, måske får jeg noget der føles velkendt alligevel og er sammen med andre, end dem som har været op og ned omkring mig i de sidste 3 måneder. Måske godt at se andre mennesker som ikke forbindes med far og hans død.

Men jeg klarer snart ikke flere forandringer – kan ikke kapere flere forandringer.

Jeg mangler far!

 

31.12.2012  – 2 måneder, årets sidste dag.

Det kunne ikke gå hurtigere end så, at pille julepynten ned. Det skulle bare ned. Faktisk følte jeg en stor lettelse at pakke det ned og helt væk. Sådan plejer det ikke at være, jeg plejer at elske julen. Bare ikke i år! Nytåret banker på døren, hvad kan jeg sige om den? Jeg giver slip på et år som ændret sig drastisk. Et år hvor jeg føler jeg blev 20 år ældre på ingen tid. Jeg giver slip på et år som blev alt andet, end lige det man forventede sig. Et kæmpe uopretteligt skår i livsglæden. Et eller andet sted i mit sind befinder jeg mig stadig i soveværelset, på den skæbnesvangre dag i september. Min krop og sind, tror stadig det er sensommer. Men fakta er, at det er mørkt og sneen daler ned.

Det er nytårsaften, hvor folk fester rundt omkring. Allerhelst vil jeg bare gerne ligge under dynen og sove de næste 24 timer væk! 2013 er et år jeg dybest set ikke vil træde ind i, fordi det betyder jeg giver slip på et år som startede med, at jeg havde en far og slutter uden en far. 2013 er så det første hele år uden min far. Hvordan skal det gå, kan jeg finde ud af stå på benene, uden ham? Kan jeg finde ud af, en måde at leve med tabet? Leve med den smerte, savn der utvivlsomt vil komme. Kan jeg komme igennem 365 dage? Om ikke andet så er det i dag 2 måneder. Godt nytår far!

 

28.2.2013. 3 måneder efter – en uendelig mængde sne!

Så har jeg snart været forbi de 100 dage. Kan godt mærke, at der gået noget tid, men det føles stadig som meget kort tid siden. Sneen falder uendeligt ned fra himlen. Skal love for at far holdte sit ord, om at sende sne og masser af dét. Jeg elsker sne, men alligevel, så higer jeg efter foråret. Synes vinteren har varet længe nu, alt ser dødt, gråt og livløst ud. Men desværre er det også præcis, hvad jeg føler indeni … her er alt skrigende stille imens, jeg som en eller anden bambi, prøver at stå på isen, ude på ukendt land.

Er småt begyndt at tænke på at vende tilbage til arbejde igen. Alligevel virker det som om, alt snurrer forsat rundt indeni. Måske er det godt og sundt at komme lidt væk. Synes efterhånden, at jeg har gloet nok ind i væggen.

markmus-edited

De første erantis og en markmus blev spottet i dag :-)

 

20.04.2013 170 dage efter – Min fødselsdag!

Puha, at starte i praktik igen var virkelig ikke nogen god ide – men af forskellige årsager. Så det blev hurtigt afbrudt igen. Så jeg tog hjem, slappede af. Der står forår på kalenderen, men det føles ikke helt sådan endnu. Det er forsat noget koldt i luften. Besøgte min fars kone i begyndelsen af marts. Kun gud ved hvorfor, der skulle gå så lang tid, før vi fik set hinanden. Det var hverken noget hun eller jeg havde indflydelse på, men det kostede en del tårer. Hvor var det super godt at se hende. Fik en rigtig god weekend, og sørme også en kur mod min manglende søvn. For allerede første nat der, sov jeg for første gang (i mere end 8 måneder) igennem. Faldt i søvn i løbet af fem min, og sov i – hold nu fast – 10 timer. Aldrig har jeg været veludhvilet som den næste morgen. Tror simpelthen at far var i huset, og kunne mærke hvor dårligt jeg hang sammen, og hvor stort et søvn underskud jeg havde. Men at jeg blev syg deroppe var heller ikke del af planen. Sneen faldt atter og markmusen kiggede forbi.

I dag, d. 20 april er det min 35 års fødselsdag. Solen skinner præcis som dengang jeg blev født. Far plejede altid at sende mig, en eller anden sjov sms eller noget lign. Jeg savner far ufatteligt meget. Så meget, at nogle dage er ubegribelige svære at komme igennem, som om den ene dag suger alt kraften ud af mig, hvor jeg næsten ikke trække vejret, fordi man sidder der og ikke helt kan forstå, at man ikke bare kan ringe til far høre om han har det godt. Bare høre hans stemme eller se ham og mærke hans hånd. Samtidigt forsøger med alt hvad man kan, at bearbejde det der skete før, under og nu her i tiden efter. Ensomheden efter at have mistet er så larmende højt.

Jeg har frygtet min fødselsdag, fordi det er en del af (flere) mærke dage. Havde en som skrev til mig med følgende bemærkning “gud de første mærke dage”, men hvad hun ikke lige tænkte over, at hver måned er en mærke dag, den første jul, første nytår har jeg været igennem, men da forstod man ikke rigtigt. Men hver en dag, er også en mærke dag på den måde, når dagen er gået, er der gået endnu en dag uden ens far. Men man bevæger sig samtidigt også fremad. I dag er således min første fødselsdag uden min far. Men jeg fejre den ikke i dag. Det gjorde jeg for et par uger siden. Min fars søde kone og min onkels kone, var kommet på den ide at fejre i fars hus (som nu er fars kones). På den måde havde vi også ham med. Det blev en vellykket & hyggelig dag. Men samtidigt kunne det mærkes, at far manglede i den grad. Det kunne mærkes på selskabet. Men vi gjorde alle, det bedste for at det blev en dejlig dag/aften. Det blev det også.

Dagen i dag, skal blot nydes, med en tur ud på kirkegården. Det er noget helt magisk at komme derude for hver gang er der solskin, og mange blomster. Ender oftest med at gå lidt rundt på kirkegården, efter jeg har været forbi og lagt blomsterne hos far.

På kirkegården

 

 

1.5 2013 – 6 måneder efter – første halve år.

Så nåede vi hertil, 6 måneder i dag. Nu kan man begynde at snakke om halve år. Mit første halve år uden far. Den hårdeste & mest smertefulde tid nogensinde jeg har været igennem. Jeg ønsker virkelig ikke det her for nogen andre, men desværre ved jeg også nu, at det er en del af livet. For mig har det været, et halvt år i mørket. Hvor man ikke sanser noget som helst omkring en. Små sprækker af lys er ved at finde vej. Min dør ud af osteklokken er åbnet.  Jeg er efterhånden ikke længere er helt uvant med mit forandrede jeg. Det er en tilstand, man efterhånden, så småt begynder at blive fortrolig med. Men at tro at man er kommet videre efter et halvt år, er noget af en undervurdering af sorgen (og mig).

Havde en veninde på besøg, hvor vi snakker om et job-opslag, hun kunne simpelthen ikke forstå, at jeg ikke havde lagt mærke til det, fordi det havde været annonceret alle vegne. Prøvede at forklare hende, at mit liv har været et osteklokke. Jeg endte med at blive irriteret på hende, lukkede af med at sige; du forstår det ikke. Men det var jo ikke hendes skyld. Hun forstod det bare ikke. Hun har ikke mistet en forælder (endnu), ved heller ikke hvordan det føles at miste en så nærstående som ens forælder. Hun har jo ikke oplevet at være i en verden, hvor man ikke tænker længere end en armlængde væk. Kommer til at tænke på en Anne Linnet sang “alting kan gå itu” som beskriver det meget rammende: ”Man siger over skyerne er himlen altid blå, men det kan være svært at forstå, når man ikke kan se den. Og man siger, efter stormens pisken kommer solen frem, men det hjælper sjældent dem som er blevet våde...”

Når man er i sorg, i dyb smerte, så registrerer man ikke den blå himmel, man registrerer ikke at man er blevet våd af regnen. Man registrerer ikke meget andet end lige dén smerte, som bor indeni i en. Man registrerer ikke andet end dét, der er lige nu og her… verden er… en verden langt, langt væk. Det er knapt 8 måneder siden far fik diagnosen, og et halvt år siden han døde. Det er først nu jeg sanser verden omkring mig igen. Ser solen, ser lyset. Der er (heldigvis) længere og længere mellem de svære dage.

I den halve år der er gået, har jeg luget ud i omkredsen af venner. En del er blevet ned-graderet til bekendte, nogle er slet ikke en del af mit liv længere. Andre har fået lov til at komme ind i mit hjerte. Nogen er bare helt formidabel, til at finde smilet frem hos mig (og tusind tak for det). Konturerende af hvem den nye jeg er, er så småt begyndt at tegne sig i sandet. Mine prioriteter er en helt anden end for 6-8 måneder siden. Livet er for kort til, at bekymre sig om hvad andre tænker og gør. Det er ens eget liv der tæller og hvad man vil med dét ene liv man har.

Gad vide hvad den næste halve år byder mig?

31 august 2013. 10 måneder efter – Flash backs

Jeg er i gang, med at lægge det rene vasketøj sammen, musikken fra min computer fylder rummet. Jeg nynner med et smil. Det er eftermiddag og solens stråler rammer tagene, vindens lej skaber dansende blade. Jeg kaster et hurtigt blik ud af det lille vindue, pludseligt bliver jeg ramt af en hjertebanken, og nakkehårene rejser sig. Som et déja vu, er jeg tilbage til den dag i september, hvor jeg ventede på min far skulle ringe. Jeg måtte lige sætte mig ned. Sådan som alt (lyset, lydene, det lune vejr m.m) er nu for tiden, får jeg ubehagelige flash backs. Det er som om, smerten (en blanding af savn og sorg) nogle gange rammer hårdere end tidligere. Det er som om, jeg ikke længere kan tænke, dén tanke, at far ikke er iblandt os mere. Dén tanke er  pludseligt uudholdeligt at tænke på. Gad vide hvad der ville ske når jeg tænker dén tanke til ende? Er det savn, eller er det fornægtelse af at det værste har hændt mig? Jeg skubber den fra mig, før jeg overhovedet forsøger, at tænke dé første strejf og mærke efter hvad det er, for det gør for ondt.

Lige om lidt er der gået hele 365 dage, siden den dag min verdens splintres i tusinde stykker. Tænk at der snart er gået et helt år. Om 7 uger rammer jeg 1 års dagen, den værste dag af dem alle! Ufatteligt. For andre har det været et hurtigt år (?). Men for mig, har det været det længste i mit liv. Med mange tanker, tårer, kampe,  flere tårer og undertiden en tid, som har stået helt stille. Nu er jeg altså her igen. Hvordan vil jeg mon klare de næste uger?

Ikke for så lang tid siden, da jeg skulle gøre mig klar til noget familie-tam-tam, fangede jeg lige mit eget blik i spejlet. Pludselig kunne jeg se et helt andet blik, dét var ikke et blik jeg kendte så godt. Der var et andet blik… hun så ældre ud. Jeg forsøgte huske tilbage til, hvordan, det så velkendte blik, så ud før jeg overhovedet vidste min far var syg. Men det kunne jeg ikke rigtigt huske længere, det virkede som et helt liv siden. Det er en anden kvindes øjne, der står stirrede tilbage på mig. Ganske vist har hun stadig blå øjne, hader farven gul. Men der er en alvor i blikket, og en uskyld der ikke længere kan spores. Der et blik der vidner om, et savn der aldrig vil forsvinde, og at der er nogle kampe der er kæmpet og skal kæmpes. Det er også et blik, som fortæller, at man ikke skal gå op i bagateller. Et blik, som fortæller at hun i dag stoler (mere) på sig selv og sin egen intuition. Det er også et blik, som stadig prøver, at finde ud af hvem, denne nye kvinde er og er farven gul virkelig så slem? Jo, hun har været igennem en ting eller to.

Jeg har lært, at det gavner ingen at tie, jeg har lært, at åbne mig op, jeg har lært, at der er mure der skal rives ned, jeg har lært, at jeg har en stemme og at jeg skal bruge dén, endnu mere, stole mere på mig selv og i højre grad min intuition, for jeg har fundet ud af at, den har ofte har ret. Man viser ikke svagheder, men en styrke, når man rækker hånden ud og siger man har brug for hjælp.

Nu håber jeg blot at jeg er stærk nok til at komme igennem de næste 7 uger med et hav af flash backs, og til at komme igennem den absolut mørkeste dag i oktober.

Jeg kigger op på træerne, de første efterårs tegn er kommet. Inden længe er træerne igen, i de smukkeste efterårs farver og luften køligere, med mørket der kommer tidligere og tidligere. Jeg går lidt rundt på denne mennesketomme tog perron. Hverdag er togene kommet, hvor de gjorde holdt på denne perron, som om de ventede på at jeg skulle stige om bord, men da det ikke skete, kørte toget videre i alt stilhed. Her på denne imaginære perron, har jeg boet siden d. 6 september 2012. Her hvor jeg siddet set på de sidste blade der faldt ned, siddet igennem regnen, blæsten, set træerne svaje i stormen, set sneen, den sne kom rigtigt meget af, set nytåret, mærket forårets kommen, set smukke sol op/nedgange, og steget mig i varmen. Mærket sorgen og ikke mindst savnet som, nu for bestandigt bor i mig, grædt, skældt ud, sparket til skroget, skreget mig hæs, selvom ingen hørte mig, jeg har husket, smilet igennem tårer… Ladet det oprørske hav falde til ro.

Jeg har egentligt vidst det i et stykke tid nu, jeg har set dem (for mit indre øje) komme og gå – togene altså. Det velkendte tog kommer hverdag kl. halv fem. Jeg kigger mig om, det er ikke længere så varmt, solen skinner akkurat som den dag i september. Mærker dagen nærmere sig. Jeg ser føreren som fanger mit blik, han ser mig, jeg ser ham. Han ved, at jeg ved det, og at jeg ved at han ved det… Det er snart tid!

 

 

6. september 2013. 365 dage del 1.

Pyha, 365 dage, og nætter. 365 dage er der nu gået siden den dag, mit liv forandres. I dag skinner solen akkurat som den dag for et år siden. For 365 dage siden havde jeg en far, en far som blev (endeligt) diagnoseret med kræft. Jeg sidder (ironisk nok) på første salen og kigger ud af selv samme vindue som den dag. Min soveværelse var dengang pinlig ren og ryddelig, i dag? Well, den har set bedre dage.

Status på 365 dage efter: Det er så mærkeligt. En mærkelig tom følelse, som et ekko af alt hvad der hed ”liv”. Lidt som at gense et Tjernobyl i følelsernes land. Hvor man ser på resterne af, hvad der engang var. Det er byen som blev forladt, stolene står der endnu, billedet på væggen hænger der endnu, kaffen er sat over, men der er ikke drukket af den. Man kan se at alt, er blevet forladt i alt hast. Der har hersket fortvivlelse, kaos, uvidenhed, man gik ind en fremtid man ikke kendte. Man kunne fornemme solen, lyse sind, varme, latter.

Men nu er alt gråt, trist at se på. Der er stille, bom hammerende stille. Kun vinden rusker. Når man ser rundt kan man se spor af et liv der var en gang. Man kan stadig se det gigantiske indre bombe der sprang d. 6 september 2012 kl. 16.00. Dét var der jeg lige så stille regnede den ud. Nu er der ved at blive bygget et sakrofang over det. Det heler aldrig, der vil altid være små sprækker. Et ekko fra en anden tid.

THAT SIRENS SONG

In the shadow, of the moment
Is the truth, of light and dark
Try to touch
What lies between them
But you`ll never leave a mark

In the stillness, In the silence
When it`s finished, when it`s gone
Something echoes, something whispers
Tries to speak when you`re alone

In the daylight, It seems simple
Simple choices, black and white
But it`s hard, to face the shadow
That’s the fear that walks the night

You can hold
That darkness from you
If the will is very strong
But that whisper always haunts you
Cannot change that Sirens song

–  Rebecca Lavelle

 

IMG_8627

31.okt. 2013 Tanker ved et årsdagen. 365 dage efter Del 2

Sidste år på denne tid af døgnet, var mit liv gået fuldkommen fra hinanden. Der var intet der hang sammen, men min far var stadig i live. Jeg orkede absolut ikke noget som helst, sov slet ikke som i slet ikke…husker med alt tydelighed, da min far ønskede at stoppe alt behandling og bare ville have fred. Husker hver eneste time på stue 9 . Alt dét vender tilbage nu. Nu husker jeg pludseligt skrapt, hvad der blev sagt, hvordan reagerede vi, og hvordan min far kæmpede med sine meget sparsomme kræfter, blot for at sige nogle vigtige ord. Husker endda tøjet jeg havde på. Fars liv ebbede ud med i takt med bladenes fald. Nu er jeg her igen.

I dag, for 365 dage siden satte vi os ned og begyndte at våge over far. Jeg gennemlever alt det igen. Modsat sidste år, hvor jeg ikke sov, så sover jeg temmelig meget for tiden, alt for meget. Jeg har ikke lyst til at føle, mærke efter, jeg ved alt for godt, det ligger lige under huden. Desværre påmindes jeg konstant og jeg kan ikke slippe væk. Kunne de ikke flytte Knæk Cancer ugen til en anden måned, nøj hvor jeg hader dét og oktober, efterår og Halloween og alle de mennesker, der går rundt og er så glade. Bare ikke mig!

I morgen er det så 365 dage, siden jeg måtte give min far det absolut sidste knus, se ham trække vejret for en sidste gang.  Det er både lang tid og alligevel ikke. Det er et helt år. Det første år. Alligevel føles det ikke som sådan. Det har været for mig et langt år.

Jeg troede naivt dengang, at efter 6 måneder, jamen så var jeg ovenpå og videre. Ak dog, jeg har mange gange i løbet af året, måtte konstatere at sådan forholder virkeligheden sig ikke. Sorg er en hård (og til tider en meget ensom) proces, den tager tid. Man skal give den tid. Der er ingen smut veje her og man er meget alene med sorgen selvom man har folk at snakke med. Så har jeg lært, at folk ikke forstår med mindre de selv har oplevet dén slags sorg.  Men sorgen har også ændret karakter.

Man går fra en absolut stor og uudholdelig smerte, til lige at holde den i stak, fra at græde 24/7 til indimellem. Der går længere og længere tid mellem tårerne, men de er der stadig. Det værste er nogen gange, de gange hvor savnet er så massivt, og de andre gange, hvor sorgen rammer en lige fra højre. Hvor skal man gøre af dén vrede man indimellem føler og skal af med? Gu fanden kræft – du er strid. Du tog noget fra mig. Og jeg kan ikke tage det tilbage!

Dog må jeg også sige til mig selv, at jeg synes, at jeg har klaret det første år ret godt. Med tanke på at jeg har pludselligt, har måttet lære at stå på nogle ben, som ikke var særlig stærke. Jeg har været tvunget til en masse ting, som jeg ikke ville røre med en ildtang, jeg har måttet være stærk, træffe beslutninger, blive voksen. Jeg tør i det små, at se fremad igen, men husker også mærke efter om jeg er ok, om jeg er med. Der ting der stadig skal arbejdes på. Der bliver bygget et nyt base, et nyt fundament.

Om lidt viser kalenderen d. 31 oktober. Så er der gået præcis 365 dage. Et helt år. Nu tager jeg et ny bog, hvorpå et nyt kapitel skrives.

IMG_2863

Hele tanken med, med at skrive alt dette, har været at skabe fokus på de pårørende. På dem, som har kræft tæt inde på livet. De er ofte glemt, og for nogle fuldstændig overset. Værst er for dem, som intet netværk har. Pårørende lider også i stilheden. Men ingen hører dem, fordi alt fokus ( med rette) er rettet mod den kræft-syge.

 

2013-10-30 16.23.51

Jeg vil her til sidst gerne takke: min familie, min fars kone, Elisa jyske, frk. Birkeby og Loke. For deres varme, støtte og tålmodighed. En speciel tak går også, til netværksgruppen for pårørende & efterladte. Denne blog ville aldrig have været blevet til uden deres kontinuerlige støtte, inputs, tanker med mere. 

En særlig tak til min far, som gav mig ideen til dette projekt. Han så noget som jeg ikke så dengang, men som jeg nu ved. Betydningen af at have en (pårørende) netværk.

 

Far – du er savnet og manglet i mit liv.  Vil elske dig for altid for, alt hvad du har givet mig af liv og minder!

Kommentar

Dit email vil aldrig blive vist eller delt. Skriv venligst på de markede felter *

#
!
$
"
%

2

333 S Main Street, Suite 316
PH: (541) 555 - 1234
Bordeaux, Oregon 99001
info@bordeauxprophoto.com

facebook . instagram . pinterest