Hey tegnsprog! Hvor’n går det?

D. 13. Maj 2020 var det, 6 års dagen for at danskerne fik et officielt sprog – nemlig dansk tegnsprog.
Det danske (tale) sprog i sig selv, er end ikke godkendt som et officielt sprog, men tales af majoriteten af herboende danskere. Tegnsproget genkendes som et visuelt sprog, som danser i luften.
Det er smukt, fascinerende og stærk på et og samme tid. Det skaber bånd mellem mennesker i et ellers (for de fleste) lydløs verden. Men visuelt er verden larmende fra alle kanter.

Det er ikke et hjælpemiddel, det er en kommunikationsform på lige fod som det talte sprog er en kommunikations form. Det er et anerkendt sprog med sin helt egen syntaks og opbygning.
Et selvstændigt sprog.

For 6 år siden, stemte regeringen sammen med oppositionen for et lovforslag, der godkendte tegnsproget som et officielt sprog. Dét fik sit eget tegnsprogs-sprognævn (under dansk sprognævn). Det gav myndigheder en forpligtelse til sikre sig, at oplysninger også kunne blive gjort tilgængeligt på tegnsprog.
MEN… dén rettighed har imidlertid indimellem trange kår.

Det at kunne få informationer på tegnsprog, kommunikeret på tegnsprog er vitalt. Desværre sker det at det tit bliver tilsidesat på arbejdspladser, hos lægen eller på hospitalet, til samtale hos jobcenter/kommune/andet og endda også i den private. Vi bliver forsat set som andenrangsborger, som må vente adskillige timer/dage på at få den samme vigtige information, som de hørende borgere fik.
Det oplevede man under 9/11 – terror angrebet i USA, under flere terrorangreb i Europa, i de senere år som, også ramte Danmark, under danske politiske-valgkampe og det også ses helt tydeligt her, under Corona-krisens dominans, at ikke alle myndigheder forstår vigtigheden i at, inddrage ALLE borgere – også os døve.

Da Statsminister Mette Frederiksen, d. 11 marts 2020, ved det et pressemøde, valgte at lukke hele Danmark ned, skete det uden tegnsprogstolkning, til trods for, at de som en statsmyndighed, har en forpligtelse at sikre sig, at døve borgere bliver inkluderet. Efterfølgende var det frivillige via socialmediet Facebook, der måtte videregive informationer på tegnsprog. Danske Døves Landsforbund, fik bag kulissen kæmpet en brav kamp, om at få tolke på. Det kom der så, så kunne vi få informationer præcis samme tid som alle andre borgere. Vi følte os som ligeværdige mennesker i Danmark. Det gjorde for os en kæmpe forskel.
Vi håbede den store synlighed, opmærksomheden kunne skabe en ny kontinuitet, en ny forandring, men jeg frygter at den er udeblevet.

Ugerne er gået og jeg oplever at der forsat er megen informationstab for os døve. Der var ekstra udsendelser (dvs. ”breakning news”), andre myndigheder der afholdte pressemøder, som ikke havde tegnsprogstolkning. For at nævne et eksempel, så har politiet har ikke én eneste gang haft tegnsprogtolk på.

Så startede genåbningsforhandlingerne. Man for en tid væk fra pressemøderne i spejlsalen til ”door-step” pressemøder, som blev afholdt UDEN tegnsprogstolk og nok engang blev vi danske døve hægtet af. Igen, må vi ad omveje ofte mange timer eller for nogen dage senere få brudstykker af hvad det handlede om.
Vi får pt kun (ud af afsindigt mange timers talt information til hørende) samlet en time halvanden times nyheder om dagen. Det er kort sagt nyheder i komprimeret form på tegnsprog til døve.

Nok har vi fået et officielt sprog og nok er vi i nations største krise, siden anden verdens krig. Så er informationen på tegnsprog STADIG IKKE helt tilgængeligt for os alle. For en ting jeg har erfaret er, at tegnsprogskanalen ikke er tilgængeligt for alle døve. Jeg kan ikke se den.  Dén kan ikke streames på nettet (grundet tv-rettigheder), ikke alle tv-udbydere har den med i deres tv-pakke. Eller boligforeninger, har stemt den med i deres tv-pakke. Så der er forsat underskud på tilgængeligheden, for informationer og nyheder på tegnsprog.

Nu bliver tingene efterhånden (som Danmark åbnes op og normaliteten indfinder sig) skubbet over på dén kanal – dermed er der en tilbageblivende gruppe af døve, som forsat er hægtet fuldstændig af. De kan ikke være med i samfundsdebatten på lige fod – end med døve på tegnsprog.
Ligesom jeg, (og den før nævnte gruppe af døve som) ikke har adgang til tegnsprogskanalen, kunne torsdag d. 14 marts følge med i, den historiske partilederdebat om Corona krisen – fordi tolkningen af denne, var skubbet over på tegnsprogskanalen.

Vil jeg monstro i min livstid opleve, at de diverse myndigheder, vil som en helt naturlig selvfølge, har tegnsprogstolk på og at tv-kanalerne, helt uden tøven sætter en boble på? Vil jeg i min livstid opleve, at tegnsprogskanalen, bliver til en selvstændig kanal med fuld sendeflade på tegnsprog om, alverdens emner på tegnsprog. Vil jeg, i min livstid opleve at tv-kanalerne have ”breakings news” med tegnsprogsboble på? Og vil jeg i min livstid opleve at, døve kunne få ALT information OG nyheder fuldstændigt tilgængeligt for ALLE døve uagtet om man kun, har adgang til enten tv eller internet?

Tegnsproget har sin rettighed,
også i alle hjørner og faser af det danske liv.
Tillykke med de 6 år, du kære dansk tegnsprog.


Der blev i hele 2019 sendt:
TV2 Hovedkanal: 1.566 nyhederstimer
DR1: 336 nyhedstimer
Tegnsprogskanalen: 365 timers tolkede nyheder

Fakta:
Der er ca. 20.000 tegnsprogs talende danskere.
Af dem er ca 4000 døve.
Tegnsprogskanalen kan f.eks. i København kun ses på kanal hovedstaden.
            

Kilder: TV2 Danmark Public Service Redegørelse 2019, Danske Døves Landsforbund, Døvefilm

Del gerne:
Kommenter gerne

Dit email vil aldrig blive vist eller delt. Skriv venligst på de markede felter *

Vi er stærkere end du tror!

Se denne video først.
Ikke snyde, vandt Lee “Lost Voice Guy” British Got Talent?


Hvorfor er handicappede ikke synlige i erhvervslivet? Findes de overhovedet? Er de derude et sted? Eller ser folk dem som handicappede før mennesker og derfor er de ikke så mange ude rundt omkring på arbejdsmarkedet? Jeg sidder her med en fornemmelse af, at man skal nærmest være Stephen Hawkings, før man bliver hørt og blive anerkendt for ens profession som, går langt forbi ens handicap. Ofte er det ens handicap der står vejen for, at andre kan se den person man er med de kvaliteter og kompetencer man kan have og kan tilbyde.

Når vi tænker på de handicappede, tænker vi oftest i 2 grupperinger. Det er oftest de samme 2 grupperinger vi ser i medierne – den ene gruppe er dem, som har klaret sig ekstra ordinært godt. Ofte er de atleter fra paralympiske lege, men kan også være personer som brænder igennem pga. en særlig begavelse, talent eller lign. Den anden gruppe er dem, som er dybt afhængige af fysisk hjælp for at overhovedet at kunne klare sig. Men, der er faktisk en tredje gruppe, som næsten aldrig ses – nemlig den gruppe, som har et handicap, men sagtens kan varetage et ganske almindeligt job, have familie m.m. Fælles for alle 3 grupper er de igennem hele livet bliver udsat for diskrimination.

Majoriten af normale menneske, oplever måske diskrimination på egen krop et par gange i livet. Så oplever vi handicappede, det næsten dagligt, igennem et helt liv. Det er ikke bare ude i erhvervslivet, når vi er sammen med kollegaerne, eller til jobsamtale. Det sker også når, vi er ude at handle, ude at rejse, til møder, samt andre sammenhænge hvor, mennesker uden handicap, der (er) vidner dette, tit reagerer med et ”… Det var uheldigt, men lad det nu ligge”.

Faktisk oplever vi det alt for tit. Lad mig komme med et par eksempler fra det virkelige liv: En døv højgravid patient, som var ret bange, da der skulle fortages et EKG for, at få tjekket om hjertet slog som den skulle. Sygeplejersken ville ikke sikre en tegnsprogstolk, til undersøgelsen som, var og er patientens helt grundlæggende rettighed og forsøgte at presse hende til at gennemføre trods, for at hun var rigtig bange. Det er diskrimination. Der er den blinde med førerhund, der ikke kan komme ind på restaurant, fordi ejeren ikke vil have hunde (og ikke kender forskellen mellem en alm. hund og servicehund) indenfor. Det er diskrimination. Der er den lærer som konsekvent sender den hørehæmmede elev helt bagerst i klassen frem for forrest, så eleven bedre kunne høre læren. Det er diskrimination. Alle de nævnte situationer her eksempler fra det virkelige liv. Hvor de ansatte på bedste vis ville udføre, et for dem godt stykke arbejde, men i mangel på situationsfornemmelse, ikke tænker nærmere over, at de rent faktisk udøvede diskrimination.

Vi handicappede, oplever det dag ud og ind. Det stopper aldrig. De fleste af os, har fået vide at vi bare skal bide i os, at det har vi skulle bare acceptere og måske netop derfor, er det enormt sjældent at handicappede går hele vejen og siger fra.

Det kræver en ualmindelig mental styrke at være handicappet. Vi skal ikke bare kæmpe for vores ret til at blive hørt og accepteret, vi skal også kæmpe for vores ret, til at være en del af et samfund, komme ud på arbejdsmarkedet, bevise vores værd. Nok er vi handicappet, nok ser vi anderledes ud, men vores intelligens fejler intet. Vi er tit stærkere end de fleste. Mange ville sandsynligvis knække hvis, de selv oplevede, hvad vi bliver udsat for – det må og skal ophøre.

Måske er det netop derfor fordommene – specielt ude på erhvervsmarkedet – har fået så et stærkt rodfæste (fordi vi ikke får sagt højt nok fra?). Det kan lovgivning ikke alene ændre på. Der ske et holdningsskifte når det gælder erhverv og handicappede. Virksomhederne må (og skal turde) træde mere i karakter.

Det starter med dig og mig, til en debat om rummelighed, om tolerance, om at ændre det syn, der er på os. Vi skal ændre tankegang og adfærd når, det kommer til at lukke handicappede ind på arbejdsmarkedet – for vi har ufatteligt mange uopdagede talenter blandt handicappede. Så længe fordommene hersker, lige så længe taber erhvervslivet, på nogle fantastiske muligheder og talenter. Man taber guld.  

Vi er mennesker, ikke vores handicap.

Hvilket fører mig tilbage til mit spørgsmål som, jeg stillede i indledningen. Vandt ”the lost voice” fyr Lee Ridley, British Got Talent?  Ja det gjorde han. Han er et eksempel på et fremragende talent, der rækker langt ud over hans handicap. Han ville næppe være blevet standup komiker hvis ikke han fik muligheden.

Del gerne:
Kommenter gerne

Dit email vil aldrig blive vist eller delt. Skriv venligst på de markede felter *

Vi er da fordomsfrie? Ikke?

Hvis vi skal bagom hvorfor, der ikke er det store respons på de mange hundreder (hvis ikke tusinde ansøgninger) jeg har sendt i de sidste 20 år – så er man nød til gå lidt bagom for at forstå problemet. For det lykkedes kun for et ganske fåtal af handicappede at få fodfæste inden for arbejdsmarkedet. Men vejen for dem har også været umanerligt hårdt, og man har måtte bide mange ubehageligheder i sig. For det er svært – selv for mig at begribe at, når det gælder handicappede på arbejdesmarkedet, så er der en ufattelig lang vej endnu. Faktisk så mener Jacob Yoon Egeskov Nossell, der er Handicapkonsulent og kommunikationschef (medfødt Cerebral Parese), at man på arbejdsmarkedet, tænker på den samme måde som, man tænkte om kvinderne, da de ville ud på arbejdsmarkedet i 1930erne. I hans kronik i Altinget d. 6 December 2018, kom han her med eksempler på, som jeg selv (desværre også) har hørt; “hvilken merværdi tilfører de egentlig?”, ”vi kan jo ikke lave alting om for én medarbejder” og ”de er for mærkelige og ustabile”. Og ikke mindst en kommentar som jeg selv fik ved en jobsamtale: “Du taler jo som en fuld and, det går jo slet ikke…”

Så imens det tog små 20-30 år før samfundet helt fuldt ud accepterede kvinder ude på arbejdsmarkedet, ja så kæmper vi handicappede forsat. For det handler ikke bare om, at komme ind på arbejdsmarkedet. Det starter jo med at vi, først og fremmest skal accepteres som mennesker. Det gør vi langt fra. Vi er derudover også et meget fragmenteret gruppe. Nogen kan og har evnerne, selvom de mangler ben, arme, stemme eller synet for den sagsskyld. Andre er helt uden evne til at kunne arbejde. Men, for os der kan og vil – Vi har en ressource. Men får vi lov? For at forstå hurdlen for os handicappede, så bliver man nød til, at se lidt på hvordan arbejdsmarkedet ser på os (udefra).

Jeg som igennem årene, har deltaget i flere debatter omkring, døve og/eller handicappedes muligheder for at komme på arbejdsmarkedet, oplever at her også er delte meninger om årsagen, til at handicappede er uden arbejde. Nogen mener at vi er for urealistiske i vores ønsker, andre mener, det er den samme sang som altid. Tit, bliver vi ikke troet på, når vi oplever forskellige former for diskrimination eller afvisninger. Blandt døve har snakken næsten altid heddet, “…at man ikke vil ansætte en døv tildeles pga. uvidenhed godt foderet af de mange fordomme der er (fordomme som blandt andet kommer til udtryk i de førnævnte kommentar). I mange år har man troet, at dette var rygter og tom snak. Men snakken blev (desværre) bekræftet af en undersøgelse udarbejdet af, SFI for, Danske Døves Landsforbund i 2015. Her blev et tværsnit af arbejdsmarkedet spurt om, om en person der enten var ADHD, Døv eller kørestolsbruger, ville kunne varetage jobbet hvis, denne besad de samme erhvervskompetencer som vedkommendes stilling krævede. Det svar undersøgelsen kom med, sendte chok bølger igennem døveverden som svarede med et “Hvad sagde vi…” samtidigt med, at fagfolk som blev blæst af stolen. Statistikken nedenfor taler sit eget sprog.

Kilde: Befolkningens holdninger og handlinger i relation til personer med handicap Rapport Ankestyrelsen og Det Centrale Handicapråd

Vi bliver nu endeligt troet på – sådan i nogen grad. For der er stadig en meget lang vej. Den lange vej hedder oplysning, dialog, flere kampe med videre. Som om vi ikke har kæmpet nok. Den tidligere social – og indenrigsminister, Karen Elleman Jensen, som skrev således i forordet til rapporten: ” …vi kommer ikke langt, hvis vi vil skabe forbedringer på baggrund af mavefornemmelser eller fordomme om fordomme”

Fordommene forsvinder ikke af sig selv, de er ret sejlivede. Fordommene forsvinder ikke, fordi vi læser statistikker, eller vedtager lov på lov der skal forhindre folk i at diskriminere os handicappede. Nej, fordommene forsvinder først, når vi ændre tankegangen hos folk. Især skal der ske et paradigme skifte ude på erhvervsmarkedet. Det er synet på handicappede der skal ændres. Vi må ikke blive et snævert, urummeligt samfund. Det koster dyrt. Det er at smide guld væk hvis du spørger mig. Der er vanvittig mange talenter ude blandt handicappede, vi har arkitekter, advokater, lærer … ja vi har næsten hele møllen. Mere om det i et andet indlæg. Men alt starter med oplysning. Det starter med mig og dig, som medarbejder, leder, direktører osv

Den omtalte rapport kan læses i sit fulde længde her!

Del gerne:
Kommenter gerne

Dit email vil aldrig blive vist eller delt. Skriv venligst på de markede felter *

Hallo, det mig der står herude og banker på!

Jeg havde ikke min vildeste fantasi, tænkt at jeg som 40 årig stadig, ville stå herude og banke på denne gyldne dør – som er døren ind til arbejdesmarkedet. Min CV består næsten udelukkende af praktik erfaring. Hvis der er noget jeg ikke mangler, ja – så er det mere praktik erfaring. Det har jeg masser af og det ikke er så lidt, jeg har lavet i de sidste 20 år. Men døren er forblevet lukket.

Jeg er efter mange hundrederer – forgæves – forsøg alene, nu tilknyttet til det 4. eksterne rekutterings firma, der skal hjælpe mig med at få foden inden for. Jeg har været igennem CV kursuser, konsulent samtaler m.m Adskillige jobkonsulenter har forsøgt. Men indtil videre er det kun blevet til …tra daa… praktik efterfulgt af mange undskyldninger fra, det pågældende firma, om hvorfor jeg ikke (kan) ansættes. Jeg kan dem (undskyldningerne altså) alle forfra og bagfra.

Man kan undres, stille masse spørgesmål, men også spørge sig selv om, hvorfor man skal bestige utallige Mount Everst’er for at nå toppen? Det er ikke fordi man, har urealitiske ønsker – eller søger bredt nok (for jeg søger måske FOR bredt). Faktisk er beskeden tit, at det ikke er enes migræne men ens hørelse der er problemet. Og dét er så en del af kerne problemet. Jeg kan ikke ændre min hørelse. Men jeg kan være med til at, påvirke i en positiv retning, qua oplysning der skal fremme forståelse og nedbryde fordommene. Jeg er først lige begyndt. Jeg håber, at kunne give folk et indblik i de kampe jeg støder på, i de tanker jeg gør om arbejdesmarkdet m.m. Jeg har ihvertfald ikke tænkt mig at opgive. Opgive kan jeg gøre når jeg kan gå på pension. Om det lykkedes? Det må tiden vise. Jeg er klar!

Del gerne:
Kommenter gerne

Dit email vil aldrig blive vist eller delt. Skriv venligst på de markede felter *