Hvis vi skal bagom hvorfor, der ikke er det store respons på de mange hundreder (hvis ikke tusinde ansøgninger) jeg har sendt i de sidste 20 år – så er man nød til gå lidt bagom for at forstå problemet. For det lykkedes kun for et ganske fåtal af handicappede at få fodfæste inden for arbejdsmarkedet. Men vejen for dem har også været umanerligt hårdt, og man har måtte bide mange ubehageligheder i sig. For det er svært – selv for mig at begribe at, når det gælder handicappede på arbejdesmarkedet, så er der en ufattelig lang vej endnu. Faktisk så mener Jacob Yoon Egeskov Nossell, der er Handicapkonsulent og kommunikationschef (medfødt Cerebral Parese), at man på arbejdsmarkedet, tænker på den samme måde som, man tænkte om kvinderne, da de ville ud på arbejdsmarkedet i 1930erne. I hans kronik i Altinget d. 6 December 2018, kom han her med eksempler på, som jeg selv (desværre også) har hørt; “hvilken merværdi tilfører de egentlig?”, ”vi kan jo ikke lave alting om for én medarbejder” og ”de er for mærkelige og ustabile”. Og ikke mindst en kommentar som jeg selv fik ved en jobsamtale: “Du taler jo som en fuld and, det går jo slet ikke…”

Så imens det tog små 20-30 år før samfundet helt fuldt ud accepterede kvinder ude på arbejdsmarkedet, ja så kæmper vi handicappede forsat. For det handler ikke bare om, at komme ind på arbejdsmarkedet. Det starter jo med at vi, først og fremmest skal accepteres som mennesker. Det gør vi langt fra. Vi er derudover også et meget fragmenteret gruppe. Nogen kan og har evnerne, selvom de mangler ben, arme, stemme eller synet for den sagsskyld. Andre er helt uden evne til at kunne arbejde. Men, for os der kan og vil – Vi har en ressource. Men får vi lov? For at forstå hurdlen for os handicappede, så bliver man nød til, at se lidt på hvordan arbejdsmarkedet ser på os (udefra).

Jeg som igennem årene, har deltaget i flere debatter omkring, døve og/eller handicappedes muligheder for at komme på arbejdsmarkedet, oplever at her også er delte meninger om årsagen, til at handicappede er uden arbejde. Nogen mener at vi er for urealistiske i vores ønsker, andre mener, det er den samme sang som altid. Tit, bliver vi ikke troet på, når vi oplever forskellige former for diskrimination eller afvisninger. Blandt døve har snakken næsten altid heddet, “…at man ikke vil ansætte en døv tildeles pga. uvidenhed godt foderet af de mange fordomme der er (fordomme som blandt andet kommer til udtryk i de førnævnte kommentar). I mange år har man troet, at dette var rygter og tom snak. Men snakken blev (desværre) bekræftet af en undersøgelse udarbejdet af, SFI for, Danske Døves Landsforbund i 2015. Her blev et tværsnit af arbejdsmarkedet spurt om, om en person der enten var ADHD, Døv eller kørestolsbruger, ville kunne varetage jobbet hvis, denne besad de samme erhvervskompetencer som vedkommendes stilling krævede. Det svar undersøgelsen kom med, sendte chok bølger igennem døveverden som svarede med et “Hvad sagde vi…” samtidigt med, at fagfolk som blev blæst af stolen. Statistikken nedenfor taler sit eget sprog.

Vi bliver nu endeligt troet på – sådan i nogen grad. For der er stadig en meget lang vej. Den lange vej hedder oplysning, dialog, flere kampe med videre. Som om vi ikke har kæmpet nok. Den tidligere social – og indenrigsminister, Karen Elleman Jensen, som skrev således i forordet til rapporten: ” …vi kommer ikke langt, hvis vi vil skabe forbedringer på baggrund af mavefornemmelser eller fordomme om fordomme”

Fordommene forsvinder ikke af sig selv, de er ret sejlivede. Fordommene forsvinder ikke, fordi vi læser statistikker, eller vedtager lov på lov der skal forhindre folk i at diskriminere os handicappede. Nej, fordommene forsvinder først, når vi ændre tankegangen hos folk. Især skal der ske et paradigme skifte ude på erhvervsmarkedet. Det er synet på handicappede der skal ændres. Vi må ikke blive et snævert, urummeligt samfund. Det koster dyrt. Det er at smide guld væk hvis du spørger mig. Der er vanvittig mange talenter ude blandt handicappede, vi har arkitekter, advokater, lærer … ja vi har næsten hele møllen. Mere om det i et andet indlæg. Men alt starter med oplysning. Det starter med mig og dig, som medarbejder, leder, direktører osv

Den omtalte rapport kan læses i sit fulde længde her!

Jeg havde ikke min vildeste fantasi, tænkt at jeg som 40 årig stadig, ville stå herude og banke på denne gyldne dør – som er døren ind til arbejdesmarkedet. Min CV består næsten udelukkende af praktik erfaring. Hvis der er noget jeg ikke mangler, ja – så er det mere praktik erfaring. Det har jeg masser af og det ikke er så lidt, jeg har lavet i de sidste 20 år. Men døren er forblevet lukket.

Jeg er efter mange hundrederer – forgæves – forsøg alene, nu tilknyttet til det 4. eksterne rekutterings firma, der skal hjælpe mig med at få foden inden for. Jeg har været igennem CV kursuser, konsulent samtaler m.m Adskillige jobkonsulenter har forsøgt. Men indtil videre er det kun blevet til …tra daa… praktik efterfulgt af mange undskyldninger fra, det pågældende firma, om hvorfor jeg ikke (kan) ansættes. Jeg kan dem (undskyldningerne altså) alle forfra og bagfra.

Man kan undres, stille masse spørgesmål, men også spørge sig selv om, hvorfor man skal bestige utallige Mount Everst’er for at nå toppen? Det er ikke fordi man, har urealitiske ønsker – eller søger bredt nok (for jeg søger måske FOR bredt). Faktisk er beskeden tit, at det ikke er enes migræne men ens hørelse der er problemet. Og dét er så en del af kerne problemet. Jeg kan ikke ændre min hørelse. Men jeg kan være med til at, påvirke i en positiv retning, qua oplysning der skal fremme forståelse og nedbryde fordommene. Jeg er først lige begyndt. Jeg håber, at kunne give folk et indblik i de kampe jeg støder på, i de tanker jeg gør om arbejdesmarkdet m.m. Jeg har ihvertfald ikke tænkt mig at opgive. Opgive kan jeg gøre når jeg kan gå på pension. Om det lykkedes? Det må tiden vise. Jeg er klar!