Se denne video først.
Ikke snyde, vandt Lee “Lost Voice Guy” British Got Talent?
Hvorfor er handicappede ikke synlige i erhvervslivet? Findes de overhovedet? Er de derude et sted? Eller ser folk dem som handicappede før mennesker og derfor er de ikke så mange ude rundt omkring på arbejdsmarkedet? Jeg sidder her med en fornemmelse af, at man skal nærmest være Stephen Hawkings, før man bliver hørt og blive anerkendt for ens profession som, går langt forbi ens handicap. Ofte er det ens handicap der står vejen for, at andre kan se den person man er med de kvaliteter og kompetencer man kan have og kan tilbyde.
Når vi tænker på de handicappede, tænker vi oftest i 2 grupperinger. Det er oftest de samme 2 grupperinger vi ser i medierne – den ene gruppe er dem, som har klaret sig ekstra ordinært godt. Ofte er de atleter fra paralympiske lege, men kan også være personer som brænder igennem pga. en særlig begavelse, talent eller lign. Den anden gruppe er dem, som er dybt afhængige af fysisk hjælp for at overhovedet at kunne klare sig. Men, der er faktisk en tredje gruppe, som næsten aldrig ses – nemlig den gruppe, som har et handicap, men sagtens kan varetage et ganske almindeligt job, have familie m.m. Fælles for alle 3 grupper er de igennem hele livet bliver udsat for diskrimination.
Majoriten af normale menneske, oplever måske diskrimination på egen krop et par gange i livet. Så oplever vi handicappede, det næsten dagligt, igennem et helt liv. Det er ikke bare ude i erhvervslivet, når vi er sammen med kollegaerne, eller til jobsamtale. Det sker også når, vi er ude at handle, ude at rejse, til møder, samt andre sammenhænge hvor, mennesker uden handicap, der (er) vidner dette, tit reagerer med et ”… Det var uheldigt, men lad det nu ligge”.
Faktisk oplever vi det alt for tit. Lad mig komme med et par eksempler fra det virkelige liv: En døv højgravid patient, som var ret bange, da der skulle fortages et EKG for, at få tjekket om hjertet slog som den skulle. Sygeplejersken ville ikke sikre en tegnsprogstolk, til undersøgelsen som, var og er patientens helt grundlæggende rettighed og forsøgte at presse hende til at gennemføre trods, for at hun var rigtig bange. Det er diskrimination. Der er den blinde med førerhund, der ikke kan komme ind på restaurant, fordi ejeren ikke vil have hunde (og ikke kender forskellen mellem en alm. hund og servicehund) indenfor. Det er diskrimination. Der er den lærer som konsekvent sender den hørehæmmede elev helt bagerst i klassen frem for forrest, så eleven bedre kunne høre læren. Det er diskrimination. Alle de nævnte situationer her eksempler fra det virkelige liv. Hvor de ansatte på bedste vis ville udføre, et for dem godt stykke arbejde, men i mangel på situationsfornemmelse, ikke tænker nærmere over, at de rent faktisk udøvede diskrimination.
Vi handicappede, oplever det dag ud og ind. Det stopper aldrig. De fleste af os, har fået vide at vi bare skal bide i os, at det har vi skulle bare acceptere og måske netop derfor, er det enormt sjældent at handicappede går hele vejen og siger fra.
Det kræver en ualmindelig mental styrke at være handicappet. Vi skal ikke bare kæmpe for vores ret til at blive hørt og accepteret, vi skal også kæmpe for vores ret, til at være en del af et samfund, komme ud på arbejdsmarkedet, bevise vores værd. Nok er vi handicappet, nok ser vi anderledes ud, men vores intelligens fejler intet. Vi er tit stærkere end de fleste. Mange ville sandsynligvis knække hvis, de selv oplevede, hvad vi bliver udsat for – det må og skal ophøre.
Måske er det netop derfor fordommene – specielt ude på erhvervsmarkedet – har fået så et stærkt rodfæste (fordi vi ikke får sagt højt nok fra?). Det kan lovgivning ikke alene ændre på. Der ske et holdningsskifte når det gælder erhverv og handicappede. Virksomhederne må (og skal turde) træde mere i karakter.
Det starter med dig og mig, til en debat om rummelighed, om tolerance, om at ændre det syn, der er på os. Vi skal ændre tankegang og adfærd når, det kommer til at lukke handicappede ind på arbejdsmarkedet – for vi har ufatteligt mange uopdagede talenter blandt handicappede. Så længe fordommene hersker, lige så længe taber erhvervslivet, på nogle fantastiske muligheder og talenter. Man taber guld.
Vi er mennesker, ikke vores handicap.
Hvilket fører mig tilbage til mit spørgsmål som, jeg stillede i indledningen. Vandt ”the lost voice” fyr Lee Ridley, British Got Talent? Ja det gjorde han. Han er et eksempel på et fremragende talent, der rækker langt ud over hans handicap. Han ville næppe være blevet standup komiker hvis ikke han fik muligheden.